Selv om Michael Engbjerg blev forberedt på denne dag allerede for 4 år siden, kom den angiveligt alligevel bag på ham, da han for alvor skulle sig farvel hos Royal Greenland.
– Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at det var med en stor klump i halsen, at jeg parkerede min bil udenfor for at skulle møde mine kollegaer for sidste gang til morgenkaffe og et farvel og tak for godt samarbejde og derefter aflevere telefon og alt IT udstyr, noterer Michael Engbjerg.
– Det har været 9 fantastiske år på en rejse, som aldrig blev kedelig, mange nye udfordringer, mange nye gode kollegaer og altid nogle fantastiske ledere, som gav plads til de forskelligheder, som alle vi ansatte har hver især, tilføjer Michael Engbjerg, der ved KV21 fik endnu 4 år i Hjørring Byråd for Venstre.
Følelserne og klumpen i halsen blev angiveligt kun endnu større, da Michael Engbjerg for sidste gang gik ud af hoveddøren. Fremover får han dog samme jobfunktion hos A. Espersen A/S, der har overtaget fabrikken i Polen.


