Michael Harritslev: Hvem narrer egentlig hvem?

Af Michael Harritslev
Hjørring

Valget er udskrevet, og forestillingen er begyndt.

Vi vælgere har igen sat os godt til rette på tilskuerpladserne til den politiske klassiker, der opføres hvert fjerde år. Et velkendt maskespil, hvor politikerne spiller hovedrollerne – og vi andre mest fungerer som statister…..

Man kender allerede replikkerne.

Pludselig vil politikerne afbureaukratisere.
Pludselig skal der flere penge til skolerne.
Pludselig skal sundhedsvæsenet styrkes.
Pludselig skal pensionisterne have det bedre.

Pludselig har man igen fundet ud af, at udrejsecenter Kærshovedgaard er et kæmpe problem.

Alt det, der tilsyneladende var fuldstændig umuligt de sidste mange år er nu pludselig muligt.

Det mest fascinerende ved valgkampen er ikke løfterne. Det er hukommelsen. Eller rettere manglen på den.

For mange af de politikere, der nu lover store forandringer, har haft magten i årevis. Nogle i syv år eller mere. Alligevel taler de, som om problemerne er opstået i sidste uge – og som om løsningerne først lige er blevet opdaget på et weekendstrategiseminar.

Imens ser virkeligheden en smule anderledes ud.

Hospitaler mangler personale.
Skoler presses af krav, dokumentation og besparelser.
Ældreplejen mangler hænder.
Og bureaukratiet – det samme bureaukrati, der hvert eneste valg skal fjernes – vokser trofast videre år efter år.

Og i forbindelse med Kærshovedgaard har politikerne nu pludseligt fundet ud af at trods det, at det er et udrejsecenter, så er der aldrig nogen af de indsatte, der har rejst nogen som helst steder

Alligevel står de samme politikere foran kameraerne og lover at ordne det hele.

Hvis bare de lige får fire år mere.

Det er svært ikke at stille det oplagte spørgsmål:
Hvis I godt vidste, hvad der skulle gøres – hvorfor gjorde I det så ikke allerede?

Men ret skal være ret. Politikerne kan ikke klare illusionen alene. Den kræver også et publikum.

Og her spiller vi vælgere en vigtig rolle.

For hver gang valget kommer, lader vi os igen forføre af de samme løfter. Som om ingen kan huske, hvad der blev sagt sidste gang. Som om valgkampen starter på en helt frisk tavle – uden noter fra virkeligheden.

Demokrati handler ikke kun om retten til at stemme.

Det handler også om evnen til at huske.

Hvis vælgerne ikke husker, hvad der blev lovet sidste gang, bliver valgkampen til noget, der minder om filmen Groundhog Day, hvor hovedpersonen vågner op til præcis den samme dag igen og igen – og må gennemleve den samme historie igen og igen.

De samme løfter.
De samme problemer.
De samme forklaringer.

Så spørgsmålet ved endnu et valg er måske ikke bare, hvem der lover mest.

Spørgsmålet er snarere:
Hvorfor accepterer vi, at de samme løfter gives igen og igen af de samme mennesker – uden at vi nogensinde beder om kvitteringen?

For i sidste ende er der kun én ting, der holder valgkampens store illusion i live:

At vi bliver ved med at købe billet.