Af Mikael Borup
Hirtshals
Hej Rasmus,
Lad mig indledningsvis ønske dig go’ bedring, og du skal vide, at jeg sætter meget stor pris på, du tar dig tid til at debatere, det jeg betragter som mit hjerteblod, som du nok har gættet er fiskeriet i Danmark
Nok har EU bevilget en pæn sum penge som kompensation til fiskerne i Danmark pga. BREXIT, men får fiskerne så faktisk også den kompensation?? Nu finder man vel ik’ på at bruge lidt her og der, så som yderligere tiltag og kontrolforordninger elle mere bureaukrati? Jeg ved det ikke, men håber så sandelig, de rette modtagere får det, de er berettiget til, efter dit eget udsagn: ”…vi har udmøntet 1,3 mia til fiskerne, erhvervet og lokalområderne”.
Ophugningordningen for Østersøflåden er ikke vejen frem til et fremtidssikret og bæredygtigt fiskeri, spørger du mig. Havde vi, for at nævne et par faktorer, som jeg tror, spiller en stor rolle i det her, haft bedre kontrol over udledningen af spildevand i regionen, bedre kontrol over de forhadte sæler og skarver, her hentydes til en strengere regulering af disse, så tror jeg, der ville kunne drives et fornuftigt og vedvarende fiskeri i regionen.
Med hensyn til kontrollen af bomtrawlerne, så er det bestemt flot, at I tager overvågning i brug med fly, men husk nu at følge op på overvågningen også, måske et besøg ombord eller to. Lad dem vide, vi holder skarpt øje og kan dukke op når som helst, og gi’ dem så for pokker bøder, som svarer til ”forbrydelsen”. Mig bekendt får danske fiskere samme størrelse bøder for at glemme et komma eller melde ind 2 minutter for sent.
Jeg kan ikke helt slippe følelsen af, at der lidt imellem linierne gemmer sig den med, at fiskerne har fanget al fisken. Lad mig igen minde om, at fiskerne har fulgt alle forordninger og reguleringer udstedt af ”eksperterne” i over 30 år. Det ville være på sin plads, at de kom lidt på banen og tog ansvaret for situationen for dansk fiskeri og fiskeriforvaltning.
Tak for din tid Rasmus, og igen go’ bedring herfra.
Link til seneste debatindlæg
Rasmus Prehn (S): Jeg vil have fiskerne inddraget i en fremtidig kommission