Af Mikael Justesen
Jeg kan huske mine. Der var for eksempel hende der lige så desperat som forgæves forsøgte at lære mig at strikke.
Hun stillede sig bag mig der i håndgerningslokalet. Lænede sig ind over mig så hendes ikke ubetydelige barm lå lige over min nakke og helt automatisk fik mig til at vende hovedet nedad – mod strikketøjet. Og så gav hun sig til at lære fra sig. Ret og vrang og tag ind, lød kommandoerne. Og hvis man nu forestiller sig nogle lidt løstsiddende tænder… og hvad “ret og vrang” i kommandotone kan gøre ved et menneskes mundvand. Sprrudelwasser! Jeg lærte aldrig at strikke. Eller sy. Men jeg lærte at samle knappenåle op mellem sprækkerne i det blå linoleum. Årtiers tabte knappenåle. Det blev jeg god til. Det var mere spændende end at strikke. Og hellere en nål i fingeren end mundvand i nakken.
Så var der sløjdlæreren. Han havde ikke været heldig med mig heller. Byg en hylde, sagde han. Og brølede “myrefars” for at understrege at vinklen skulle helt tæt på træværket og målene skulle være stramme. Og jeg savede og skruede og limede – og min hylde lignede en nedstyrtet flyver. Men jeg havde ham også til fysik og kemi – det var bedre, for dér lærte jeg både at lave stinkbomber og eksploderende, brændbare væsker. Det var jeg bedre til. Og på den måde fik jeg sendt min hylde til en bedre verden.
Madlavning – det hed vist husgerning i virkeligheden. Her lærte vi at lave mad og at viskestykker skal rulles. Javist. Og at læreren havde dameaften om tirsdagen, hvorfor vi ofte skulle bage en ekstra sandkage som hun elegant pakkede ind i stanniol og forsigtigt lagde ned i det batiknet, hun havde med. Så slap hun for at køre til bageren og spilde penge på det. Eller mele sin egen kage…. Altså indtil vi byttede halvdelen af sukkeret ud med salt en rigtig sjov tirsdag. Aldrig har en sukkerbrødskage struttet flottere.
Der var matematiklæreren der hadede vores tyggegummi men elskede sine egne gajoler. Og som rytmisk klapsede nøgleknippet ned i katederet og talte 1-2-3 – og var svaret på regnestykket fra den lille tabel ikke faldet inden 3, var man dumpet. Foran hele klassen. Der var musiklæreren der knuste en ret stor fløjte i raseri – han plejede at gøre det med de noget billigere pegepinde, men i kampens hede… Der var dansklæreren der ikke brød sig om mig og derfor gav mig en årskarakter på det halve af hvad hun var nødt til at give mig til eksamen.
Men der var også historielæreren hvis engagement tændte en stadig brændende interesse for vores fortid, der var tysklæreren hvis personlighed gjorde det ellers kantede sprog til sød musik, der var idrætslæreren der inspirerede til at gøre noget ved atletikken. Spyd og kuglestød, ikke højdespring, af naturlige årsager. Der var skolebibliotekaren som lod mig sidde dér og når der ikke rigtig var “plads” i klassen. Og der var skoleinspektøren som ikke var særlig grundig i sine skideballer – fordi han forstod…
Vi bærer dem med os, vores lærere. På godt og ondt. Og – vi er alle lærere for mennesker vi møder på vores vej. Måtte vi alle være det ansvar værdige!