Af Mikael Justesen
Direktør på TV2 Nord
Andestegen sitrer i ovnen. De brunede kartofler hygger sig i karamelsaucen. Band Aid hygger sig i højttaleren. Do They Know It’s Christmas, spørger de gamle 80’er-idoler. Og ja. We know.
De fleste af os har julelys i øjnene, lækker julemad på julebordet og julegaver under juletræet. Jul, jul, jul. Er du en af dem, så nyd det. Og giv måske lidt af din overflod til dem, der mangler alt det, de fleste af os har rigeligt af.
December er sprintet afsted – som det fremgår af billedet med kalenderlyset, har det her på adressen været lidt småt med lange aftner foran fjernsynet – med ild i stearinlyset og blikket rettet mod de her film, man helst skal se, inden det kan blive jul.
Men det har heldigvis ikke skortet på stunder med min egen stjerne over Bethlehem – Ditte – som har drysset guldstøv over julestemningen og livet i det hele taget.
Døren står åben på vid gab, så julefreden kan indfinde sig og brede sit lys ud over os. Minderne om barndommens juleaftner, der kom – så uendeligt langsomt. Og gik så uendeligt hurtigt. Om dem der sad omkring bordet dengang, men som ikke er til mere.
Og så er der de årlige forsøg på at gribe ud efter de gamle traditioner og holde dem fast. Og konstateringen af, at det kun lykkes i glimt, men også en erkendelse af, at nogle af os har et ansvar. Nemlig for de minder og traditioner, den næste generation om mange år skal tænke tilbage på og forhåbentlig med samme glæde, som vi voksne ser tilbage på vores. Med en lille fugtighed i øjenkrogen, når den rigtige salme synges, når et særligt stykke julepynt hænges på træet eller når farmors håndskrift dukker op på et gulnet papir med en opskrift.
For det er jo det – måske – der er julens sande magi. Hvis vi kan tage alt det gode med os ind i julen og lægge nye minder til de gamle. Mens vi for en stund lader det grimme, det triste, det svære stå ude på trappen, forvist.
Det vil jeg gøre mig umage med i de dage, der kommer. Tage det bedste med. Og hermed ønske alle en rigtig glædelig jul.
