Af Mikael Justesen
Direktør ved TV2 Nord
Qatar. Et land hvis navn lyder som en sygdom i halsen. Og alligevel er navnet nærmest charmerende, sammenlignet med hvad landet i øvrigt står for. Derfor skulle der aldrig have været så meget som et miniputstævne på de kanter. Det er bare for sent nu.
Det er fint, at kongehus og regering bliver væk. Det er også fint, at det er småt med roligans på de blodplettede lægter på stadion. Det havde også været fint at lade holdet blive hjemme. Men sådan blev det ikke, og nu har vi en æresgæld til vores spillere og ledere, der om lidt løber på banen for at vise dannebrog frem.
De har ikke valgt spillebrættet. De er sendt ud i verden for at spille et fodboldspil, ikke et politisk spil. Og det skal de gøre med en samlet nation i ryggen.
Ikke en nation, der har vendt ryggen til.
Derfor skal jeg have klaphat på og se hvert eneste øjeblik af Danmarks kampe. Ikke for det uhellige værtslands skyld. Ikke for de inkompetente lederes skyld, der overlod denne begivenhed i uværdige hænder. Men for Schmeichels skyld. Eriksens. Mæhles. Hjulmands. Og alle de andres.
For det, de og deres forgængere har gjort for Danmark i hele min levetid, skal ikke besudles af, at bolden ruller på det forkerte græs. Det vil være mangel på respekt, også for Laudrup, Elkjær, Olsen (der er mange) og Simonsen.
Så lad os vise vores afsky for totalitære stater ved med stolthed at tage et rød-hvidt halstørklæde på – i stedet for en ørkentør løkke til en galge. Og lad os bruge denne lejlighed til at sørge for, at fodboldens magtelite aldrig nogensinde igen får mulighed for at ridse i fodboldens rygte.
