Det skyldes i særdeleshed en donation fra Melsen Fonden på 2,7 millioner kroner, som har bidraget til at sikre de fysiske rammer til skolen.
Her i august ringer skoleklokken nu for første gang ind på Hirtshals nyeste uddannelsesinstitution Nordsøen Fri Fagskole. Her kan de kommende studerende se frem til både teoretisk og praktisk undervisning inden for områder som fiskeri, håndværk, gastronomi og outdoor turisme. Planerne om den maritime fagskole har været undervejs længe, og det er en økonomisk håndsrækning fra Melsen Fonden, der nu har været udslagsgivende for, at projektet kan realiseres.
– Vi er utroligt beærede over at modtage denne fornemme håndsrækning, som Melsen Fonden har givet os. Pengene har givet os mulighed for at få nogle helt fantastiske rammer til skolen, som med sin beliggenhed og størrelse er helt ideel til formålet. Donationen har med andre ord været afgørende for, at vi nu kan slå dørene op til vores frie fagskole i Hirtshals, siger Peter Sundbæk, der er initiativtager og forstander i Nordsøen Fri Fagskole.
Melsen Fonden er en nordjysk fond, der blev stiftet i 2020 med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, tidligere ejer af Melsen Tech. Donationen til Nordsøen Fri Fagskole lyder på hele 2,7 millioner kroner.
– Vi er meget glade for, at vi med denne donation kan bidrage til at realisere Nordsøen Fri Fagskole. Det er en god mulighed for at understøtte, at flere unge får øjnene op for at gøre karriere inden for håndværksfaget og særligt det maritime område, hvor Hirtshals danner de ideelle rammer. Donationen er samtidig en anerkendelse af den passion og energi, som vi har kunne mærke lige fra det første møde med folkene bag fagskolen, lyder det fra Anker Laden-Andersen, som er bestyrelsesformand i Melsen Fonden.

Donationen fra Melsen Fonden er konkret øremærket til at finansiere skolens fysiske rammer, som er det gamle Motel Nordsøen Hirtshals. Ejendommen skal huse både kostskole, administration og undervisningslokaler.
– Både ledelse og undervisere har glædet sig til at byde velkommen til skolens første elevhold her i august, hvor vi tager hul på en masse relevant undervisning inden for det maritime område. Det kan forhåbentlig bidrage til en øget interesse for både videreuddannelse og en karriere inden for området, som på sigt kan gavne hele lokalområdet, slutter Peter Sundbæk.


