Mini Messen tiltrak fredag flotte besøgstal, da idrætsforeningen havde inviteret sponsorer og samarbejdspartnere til en hyggelig og livlig dag i i Tårshallen. Stemningen var gennem hele arrangementet præget af engagement og godt humør. Både blandt de mange besøgende og blandt udstillerne, der flittigt præsenterede deres produkter og tilbud.
Set med TUI-briller var dagen en klar succes. Ifølge Else Strauss Harpsø fra TUI gav messen et særligt positivt udbytte, da flere vagter til den kommende Dana Cup blev besat i løbet af dagen – en gevinst, der allerede nu får stor betydning for foreningens videre planlægning. Samtidig oplevede både fodbold- og håndboldafdelingen stor interesse for salget af klubartikler som spillertøj, drikkedunke og de populære TUI-halstørklæder, der hurtigt blev et blikfang blandt gæsterne.
Også foreningens maskot, TUI, var aktiv på dagen og delte små reminder-poser ud for tennis med en venlig opfordring til at kigge forbi den kommende standerhejsning. Blandt messens udstillere var blandt andre Vendia Forsikring, BlueIT, Alletiders Vin og Den Gamle Danske Gård, som alle bidrog til dagen med stor energi og synlighed.
Desuden præsenterede foreningens tøjleverandør den nye klubdragt samt en række andre produkter. Den nye klubdragt kan købes via Høyrup i Østervrås hjemmeside, hvor QR-koden blandt andet kan findes på roll-up’en i hallen.
Alt i alt blev Mini Messen en dag, der både styrkede samarbejdet med sponsorerne og gav foreningen et solidt afsæt frem mod kommende aktiviteter.


