Dommernes arbejdsgange har fået et markant digitalt løft ved årets Dana Cup. Papir og kuglepen er i vid udstrækning erstattet af mobiltelefonen, som nu er blevet et af dommernes vigtigste arbejdsredskaber ved siden af fløjten.
En af de erfarne dommere, Teddy Mylund fra Hjørring, har været en del af Dana Cup i mange år og har oplevet udviklingen på nærmeste hold. Tidligere blev kampenes resultater noteret på papir og efterfølgende afleveret til turneringens resultatformidling, hvor stillingerne i puljerne blev opdateret manuelt.
Den proces er nu digitaliseret.

Selv om overgangen til det nye system i første omgang skabte en vis skepsis blandt flere dommere, har erfaringerne været positive, fortæller Teddy Mylund.
– Nu foregår det meste elektronisk, og jeg ved, at nogle dommere har været skeptiske og troet, at det nok ville være for svært at lære. Mig selv inklusiv, men efter at have prøvet løsningen nogle få gange, kan jeg konstatere, at systemet er ganske intuitivt og let at bruge, siger han.
Systemet fungerer ved, at dommeren logger ind og indtaster kampens nummer. Herefter vises de to hold automatisk på skærmen, og mål kan registreres løbende med få tryk på telefonen.

Det betyder, at resultater og stillinger opdateres med det samme i turneringssystemet. Samtidig vises de nyeste oplysninger under de kampe, der streames, så tilskuere og følgere kan følge udviklingen i realtid.
Når kampen fløjtes af, gemmes resultatet elektronisk, hvorefter både slutresultatet og den opdaterede stilling straks bliver tilgængelige.
Ifølge Teddy Mylund er der ingen grund til, at dommere frygter den digitale omstilling.
Han fremhæver, at systemet er let at lære og hurtigt bliver en naturlig del af arbejdet på banen, samtidig med at det gør administrationen af de mange kampe ved Dana Cup både hurtigere og mere effektiv.


