Moderaterne i Hjørring Kommune har fundet sin spidskandidat til kommunalvalget. Det er den 28 årige Laura Jensen fra Smidstrup. Laura arbejder til daglig med socialt udsatte sideløbende med at hun færdiggør studiet som socialpædagog.
– Jeg er utrolig glad for, at Laura har sagt ja til at stå i spidsen for Moderaterne i valgkampen. Vores byråd trænger til nye og yngre kræfter, siger Paw Rytter, der er partiets tovholder i Hjørring kommune og fortsætter: Laura har det der skal til. Hun er fuldkommen uimponeret og siger, hvad hun mener. Og så har hun respekt og empati for mennesker. Også for dem som slås med udfordringer. Det er egenskaber, som Moderaterne værdsætter, fort sætter Paw Rytter.
Selv forklarer Laura Jensen, at hun stiller op for Moderaterne, fordi det er et parti i midten og uddyber: Moderaternes værdier passer mig godt. Jeg har frihed til både at have mennesket i fokus og samtidig arbejde for, at der er plads til og grundlag for økonomisk vækst for virksomhederne i kommunen.
Men der er også en personlig begrundelse for, at det blev Moderaterne. Hun forklarer: I pyrolysesagen var Moderaterne hurtigt ude og yde hjælp og støtte til os borgere, hvilket viser en borgernær politisk tilgang, som jeg kan stå inde for. Vi som borgere følte os mødt og taget alvorligt. Helt anderledes end det vi har oplevet fra forvaltningens side.
Selvom de nationale meningsmålinger ikke ser alt for gode ud, så vælger Moderaterne i Hjørring kommune at være optimistiske. Paw Rytter fortæller, at Moderaterne håber på at få en 2-3 pladser ved valget den 18. november.
– Det kan da godt være, at jeg er lidt til den optimistiske side, men omvendt så mener jeg virkelig, at vi har noget at byde på. Og med Laura i spidsen, så viser vi, at vi mener det, når vi siger, at er det borgeren, der er i centrum. Ikke systemet. Og så er der altså bare noget i forvaltningens kultur, der skal korrigeres. Forvaltningen skal blive bedre til at se muligheder, når de møder familier med udfordringer. Jeg har hørt alt for mange beretninger fra familier, der ikke har fået hjælp, fordi forvaltningen har stirret sig blind på en eller anden paragraf i stedet for at tænke i løsninger, uddyber Paw Rytter.
Ifølge Paw Rytter er der plads til flere kandidater hos Moderaterne og han håber, at navnlig yngre med interesse for politik og samfundsforhold kunne været interesserede i at stille op for Moderaterne.
– Jeg ved, at der er mange derude, der tænker gode tanker og har konkrete ideer til, hvordan Hjørring kommune kan blive et mere attraktivt sted at stifte familie. Det kunne være så fedt, hvis nogle af dem, der er i den fase af livet kunne have lyst til at gøre en forskel, tilføjer Paw Rytter og fortsætter: Det er jo unge som Laura, der ved noget om, hvad kommunen skal kunne levere for, at man vil stifte familie og sikre kommunes fremtid.
Hvis nogen skulle være interesserede i at stille op for Moderaterne, så kan de kontakte Paw Rytter på mail [email protected]


