Søndag klokken 9-10 inviterer Tversted Uggerby Pastorat til det, der kaldes ”Morgenfrisk Morgensamling med morgenbrød og morgensang” i Tversted Kirke, og det kunne have undertitlen ”Folkelig Fromesse med kirkekaffe”.
Titlen er egentlig ikke så vigtig, for det handler om at få en god oplevelse af fællesskab i den lokale folkekirke, hvor alle er meget velkomne – også søndag morgen.
Der bliver mulighed for at smag friskbagte morgenboller fra Tversted Skolekøkken plus friskbrygget stempelkandekaffe med varmet mælk, eller varm kakao og te samt en ”morgenbitter” fra Restaurant Tannishus – også uden alkohol, naturligvis.
Tilsæt dertil sød musik i ørene med soloer fra den gudbenådede pianistinde og sangerinde plus opkvikkende morgensange for fællesskabet med god tid til fri snak.
For musikken søndag står pastoratets faste kirkesangervikar Laura Karstensen, og Irene Ejlertsen betjener tangenterne keyboard og orgel. Hun var været mangeårigt ansat som organist i Sct. Olai Kirke i Hjørring og giver nu klaverkoncerter i forskellige sammenhænge.
Fra sognepræst Johan Hermann Rump serveres et tilbagelænet perspektiv på livet: Hvorfor blev Israels nabofjender omdannet til Jesus’ barmhjertige ”samarit”, mens danskernes naboer, med al respekt, blev ubarmhjertigt omtalt som ”grønlænderstiv” og ”svenskerstiv”?
– Hvis denne gratis foræring ikke får dig til at vågne op til dåd, så slå da et slag for Rigsfællesskabet ved at gå i Kongerigets lokale kirke søndag, hvor vi beder for Grønland. Ja, sig for Himlens skyld ikke ”Vorherre bevares”, men derimod: ”Gud bevare Grønland”.
En sådan hyggestund i Tannisbugts ældste bygninger, de pyntede kirker, afprøves hver måned klokken 9 med ny musik og nyt tema. De næste er den 18. januar i Tversted, den 8. februar i Uggerby og den 15. marts i Tversted.
”Morgenfrisk Morgensamling”: smager så fuglene synger – og Himlen svarer: Amen


