Onsdag morgen inden butikkernes åbningstid havde en håndfuld mænd fra Hirtshals Handel & Erhverv travlt med at pynte byens gader op med halmballer og græskar forud for den store Halloween-aktivitet på fredag.
Byens handlende og restauranter står denne fredag klar med uhyggelig gode tilbud og hos Høj Data, Nørregade 28 åbnes den mørke, og uhyggelige hjemsøgte kælder, hvor modige børn og voksne kan kigge ned fra kl. 18.00 – 20.00. Hvis man gennemfører turen igennem kælderens labyrint, venter der en belønning.
Hele byen er på fredag fyldt med gode arrangementer og børn kan ”trick or treat” i udvalgte forretninger. Er man heldig, kan man også møde det omvandrende skelet ved Jepsens Plads.
Aktivitetsvognen vil være placeret i Nørregade mellem Høj Data og Færgekroen og herfra serveres gratis vafler samt kaffe og saft fra kl. 18.00-20.00.
En spændende og uhyggelig fredag i Hirtshals er i vente.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.