Lørdag den 2. maj mellem 11.00 og 13.00 bliver der ekstra liv i Hjørring midtby, når Induisterne MC Hjørring sammen med Hjørring Alliancen inviterer til årets forårsparade.
Her ruller motorcyklerne ind i byen for at markere starten på sæsonen, og i år bliver det med en nyhed: For første gang er det blevet muligt for paraden at køre ind via Sct. Olai Plads. Det er Hjørring Alliancen, der har søgt og fået de nødvendige tilladelser.

Fra klokken 11.00 kører motorcyklerne fra Sct. Olai Plads gennem Strømgade og videre over Springvandspladsen, inden de samles i Østergade, hvor de holder parkeret, så alle interesserede kan komme tæt på de mange flotte maskiner.
Induisterne glæder sig til at vise motorcyklerne frem – og som formand Arne Overgaard Larsen siger, handler dagen om “at lave lidt larm på den gode måde”.
Der plejer at komme mange mennesker forbi, både motorcyklister og nysgerrige, og Hjørring Alliancen forventer igen i år en god og levende stemning i midtbyen. Flere af byens butikker gør lidt ekstra ud af dagen, og ved legepladsen spiller Henrik Mølbjerg klassikere fra klokken 10.30 til 12.30. Ørnbøl Service Udlejning sørger for kaffe til de fremmødte motorcykelkørere.

– Forårsparaden er blevet en hyggelig tradition, der skaber liv i midtbyen og samler både motorcyklister og byens borgere. Vi glæder os til en dag med god stemning og håber, at mange kigger forbi, siger Christina Østergaard, formand for Hjørring Alliancen.
Alle er velkomne til at kigge med, når motorcyklerne igen fylder gaderne i Hjørring. Solen er bestilt – og Induisterne er klar, lover Hjørring Alliancens formand.


