Virksomheder med ønske om at udvikle den grønne profil tilbydes nu dialog med Hjørring Kommune om at finde bæredygtige modeller for pendling.
Under navnet En go’ start på dagen har kommunen startet et projekt, der skal understøtte Hjørring Kommunes overordnede strategi for større bæredygtighed.
En række lokale virksomheder vil i den kommende tid blive kontaktet med et tilbud om dialog vedrørende mere bæredygtige transport- og pendlingsformer. Interesserede virksomheder er meget velkomne til selv at kontakte projektlederne.
”Vi kommer ikke med et katalog med forslag eller anvisninger. Vi vil forsøge at tage udgangspunkt i virksomhedernes konkrete situation og medvirke til at finde gode løsninger,” siger projektleder Line Folsted Kallehauge.
Målet er ikke blot at nedbringe CO2-udledningen, men også at finde løsninger, der er brugbare i hverdagen, giver økonomiske besparelser for de enkelte medarbejdere og styrker virksomhedens bæredygtig profil.
”Vi forestiller os, at virksomhederne kan have en interesse i at profilere sig som miljøbevidste af hensyn til både afsætning og rekruttering,” siger Line Folsted Kallehauge.
Hjørring Kommune indgår i et bredt samarbejde om øget bæredygtighed på transportområdet. Andre aktører er Aalborg Kommune, Aalborg Universitet og Varberg Kommune i Sverige.
Projektet kan følges på Facebook-siden En go’ start på dagen.
Interesserede virksomheder kan henvende sig direkte til projektlederne Line Folsted Kallehauge, telefon 72336637/41226637, [email protected], og Nanna Schultz Andersen, [email protected].
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.


