Hirtshals Fiskehus fortsætter også denne sommer traditionen med at invitere til gratis musikoplevelser og hyggelige arrangementer, som er med til at skabe liv og stemning i havnebyen.
Initiativet vækker stor glæde hos Hirtshals Handel & Erhverv, der fremhæver betydningen af de mange aktiviteter for både lokale og besøgende her i det nordvestlige Vendsyssel.
Lørdag var det den nordjyske sanger og sangskriver Mads Toghøj, der stod for underholdningen og bidrog til den hyggelige atmosfære ved Hirtshals Fiskehus. Med sin nærværende musik samlede han publikum og satte lyd til en sommerdag i byen.

Sommerprogrammet fortsætter allerede lørdag den 11. juli, hvor Rasmus Nøhr gæster Hirtshals Fiskehus. Senere på sommeren følger NOAH, som spiller lørdag den 1. august, mens Wild Wax Five sørger for musikalsk underholdning lørdag den 8. august i forbindelse med Hirtshals Fiskefestival og veterantræf-weekenden.
Hos Hirtshals Handel & Erhverv lyder der en stor tak til Hirtshals Fiskehus for endnu en gang at skabe oplevelser, som kommer hele byen til gavn. Foreningen fremhæver, at arrangementerne ikke alene bidrager til en levende bymidte, men også styrker fællesskabet og giver de mange sommergæster en ekstra grund til at lægge vejen forbi Hirtshals.


