Mens Skagen Festival fyldte byens gader, spillesteder og havnemiljø med musik og mennesker, blev Hotel Strandly et fredeligt fristed mellem dagens mange oplevelser. Et ophold på to overnatninger viste, hvorfor det historiske hotel har en helt særlig plads i Skagen.
Hotel Strandly ligger få minutters gang fra både havnen, bymidten og flere af festivalens scener. Den centrale placering gør det let at bevæge sig mellem koncerter, restauranter og byliv, uden at bilen behøver at blive startet. Samtidig er der en mærkbar ro, når man vender tilbage til hotellets charmerende rammer.

Den gamle, velholdte ejendom emmer af historie og klassisk atmosfære a la Skagen. De lyse værelser, den personlige indretning og den afslappede stemning giver oplevelsen af at være gæst i et hjem snarere end på et traditionelt hotel. Ikke mindst også takket være værtskabet ved Thomas Luca Andreasen og Didde Klarskov, som begge er utroligt imødekommende og hjælpsomme, idet der bliver taget hånd også om detaljerne uden, at det virker påtaget.

Morgenmaden er et kapitel for sig. Den serveres i de rolige omgivelser med et udvalg af friskbagt brød, lokale råvarer, frugt, hjemmelavede specialiteter og god kaffe som en oplagt begyndelse på en lang festivaldag. Efter mange timer med koncerter og oplevelser dagen før samt en god nattesøvn blev morgenbordet det naturlige samlingspunkt, hvor dagens program kunne planlægges i fred og ro. Endelig er der også hotellets tapas, som vi ikke nåede, men som vi hørte særdeles positivt omtalt både af gæster og ude i byen.

Under årets festival viste Hotel Strandly sig dermed som en ideel base. Fra hotellet var der kort afstand til Havnescenen, Kulturhus Kappelborg og Byscenen samt de mange andre mindre spillesteder, hvor musikken lød fra formiddag til sen aften. Det gjorde det muligt at opleve meget uden lange transporttider.
Selv om Skagen Festival hvert år tiltrækker tusindvis af gæster, formår Hotel Strandly at bevare sin særlige atmosfære. Her er ingen fornemmelse af stress eller jag. Tværtimod præges stedet af nærvær, personlig service og en ro, som danner en fin kontrast til festivalens livlige program.
Efter to overnatninger står det klart, at Hotel Strandly ikke blot er et sted at sove. Hotellet er en del af den samlede oplevelse i Skagen, hvor historie, gæstfrihed og beliggenhed går op i en højere enhed på toppen af Danmark.
Link til relateret artikel
Fantastiske koncerter, folkeliv og tætpakkede gader har præget Skagen Festival 2026


