Mens resten af landet har oplevet en stigning i antallet af indbrud i juleperioden, har Nordjyllands Politi haft en af de mest rolige højtider.
Nye tal fra Rigspolitiet viser, at der på landsplan blev anmeldt 98 indbrud alene den 25. december – en stigning i forhold til sidste år. Men i Nordjylland blev der kun registreret to indbrud første juledag, og ingen den 26. december.
Ser man på hele juleperioden fra 12. december til 25. december, har Nordjylland haft 30 anmeldte indbrud. Det er tredje lavest i landet, kun overgået af Bornholm og Grønland. Til sammenligning har Nordsjælland haft 172 indbrud i samme periode, mens Fyn ligger på 120.
Tallene viser også en positiv udvikling i Nordjylland sammenlignet med sidste år, hvor der blev anmeldt 41 indbrud i juleperioden. På landsplan er antallet faldet fra 1.161 indbrud i 2024 til 852 i år.
Også bylivet har været fredeligt. Trods mange mennesker i Aalborgs Jomfru Ane Gade juleaften og juledag har politiet ikke registreret slagsmål eller større uro.
Ifølge politiet har folk generelt opført sig roligt og fornuftigt.


