Af Lulu Dich
Vrå Højskole
Mit højskoleophold er snart ved at være slut på Vrå højskole, og der er kun få uger tilbage før vi stopper og skal alle nye steder hen. Jeg tænker ofte tilbage hvad har betydet noget for mig de sidste par måneder, og som så meget andet gentager ens tanker og følelser sig hele tiden, man lever i spor efter andre mennesker, hvad andre gør og har gjort.
Det er mit andet ophold på Vrå højskole, og én af de største grunde jeg valgte at blive elev igen på denne skole var keramik. Jeg så hvordan de andre elever nærmest blev bidt af leret, blev forelsket af den besværlige og langsommelige proces i at lave keramik. Her var især Nanna en elev som inspirerede mig, og gjorde mig nysgerrig. Da jeg tilmed hørte at Nanna ville blive hjælpelærer næste ophold, drømmede jeg mig helt til tanken om at lave keramik, og lære kunsten at dreje på drejebænk. Og det var lige præcis det Nanna gjorde.
Jeg har længe beskæftiget mig med at lave analog fotografi, og det har jeg altid tænkt at det lærte mig at være tålmodig, og som i analog fotografi er der mange elementer på spil, mange ting der kan gå galt eller give fotografiet et andet udfald end forventeligt. Et opgør med kontrol. I keramik er der langt flere ting der kan gå galt lærte jeg meget hurtigt, så meget man er nødt til at lære ved at forsøge, eksperimentere og forsøge igen, og forsøge atter igen. Intet kommer af selv andet end lommeuld fortalte en fotograf mig engang, og en potte kommer heller ikke af selv.
Kerarmik er læren om at blande viden med praksis. Da jeg startede med at lære at dreje, gik det elendigt og intet fungerede, leret havde kontrollen over mine hænder og ikke omvendt, men som tiden gik, ændrede det forhold sig langsomt. Med Nannas tålmodighed, og ikke opgivenhed gik det. Nanna lod mig lave de fejl jeg havde brug for at begå, og hjalp mig når det var nødvendigt. Nanna havde en humor med sig, og af hendes undervisning var det tydeligt at mærke alt hendes viden og passion komme til udtryk. Og vi kan altid grine af en skæv potte, eller en potte som faktisk ikke er værd at gemme på, og dermed at give slip på den, lade den komme i de store spande til genbrugs-ler,
På sidelinjen fulgte jeg med i Nannas store passion for at lave store potter og vaser.
At dreje på et drejebænk kræver flere forskellige processer, bare at ælte og dermed at slå alt luften ud af leret er et håndværk i sig selv. Vi kalder det at banke leret, en miks med ny ler og genbrugs-ler er det optimale at dreje i. Selv min egen opgivenhed og træthed når man står efter halve timer og banker leret, og det hele bare smatter ud på bordet, ikke engang der var Nanna opgivende.
Noget af det jeg ofte tænker på det med at gå på højskole er, at det bliver alt andet end jeg forventede, og det jeg lærer er alt andet det jeg tænkte. Det er livslektioner stakket oven på hinanden, venskaber sker hurtigt, for vi har alle i en vis udstrækning valgt at være her, vi har alle kunsten til fælles. En passion for noget ekstra? For hvad er meningen i alt dette, hvorfor dreje sin egen kop når det aldrig kan svare sig økonomisk. Men kunsten giver hele tilværelsen en ekstra dimension, det giver det hele et andet syn på beståen. Jeg har altid været kreativ, og det er nok min måde at være menneske på, en måde at anskue det hele på. Jeg kan aldrig lade være med at skabe noget, og jeg elsker at sætte spørgsmålstegn ved at skabe noget. Det gør mig ikke andet glad når jeg ser menensker skabe sære, grimme og især udnøvendige ting, for hvad er nødvendigt?
Her er keramik det perfekte fag for mig, jeg er altid beskæftiget, en proces der hele tiden er i gang. Først at banke leret, derefter at dreje det, lade det tørre derefter at afdreje det. At afdreje er at skære det overskydende ler i bunden og siderne af. Derefter skal det forglødes, og så man kan glasere sine elementer og til sidst brænde det igen.
Overskydende proces tager dage, og hvis ikke uger, og at lære at have en stotisk ro over sig er alfa omega, mest af det lærte Nanna mig. At lave keramik er filosofi i praksis. At eksperimentere med forskellige glasurer og lertyper, ikke at være bange for at miste sine ting, at turde hele tiden at udfordre sig selv. At give slip på det man elsker allermest, og det hele bliver noget andet, igen et opgør med at kontrol. Mest af alt er det det som Nanna har lært fra sig. Jeg føler jeg har haft alle præmisser for at lære at bliver keramiker, og tanken om det er det jeg skal arbejde videre med efter dette er ikke helt utænkeligt.
Og mest af alt har det bare vist sig for mig igen, at hvis du har en passion for noget, lær fra dig og dyrk det. Bliv ved.
Har du lyst til at se flere af mine fotografier så besøg min Instagram: lulusbeets, hvis du vil se mere af Nannas keramik besøg hendes Instagramprofil: Nannaceramics.
Den lokale netavis har indgået en samarbejdsaftale med Helle Møller Riis, der underviser i medier og journalistik på Vrå Højskole. Ovenstående er således endnu en af en række artikler skrevet af hendes elever.