Smuk og flygtig som en erindring…
H. C. Andersens far var skomager. Han skulle nok være blevet ved sin læst, men krig og ballade i Europa gav ham mulighed for at give familien en bedre økonomi ved at tjene sit land som part i en uigennemtænkt alliance med en krigsliderlig diktator…
En velbeslået gårdejer købte sin søn fri for militærtjeneste…
Skomageren gav sit gode helbred og allerede som 33-årig sit liv, og Danmarks bankerot klarede resten af det projekt…
H. C. Andersen savnede naturligt nok sin far og fantaserede…
Min fantasi – godt hjulpet af isblomsterne på mine ruder – sendte mig tilbage til sjette eller syvende klasse… dansk… Andersen fabulerer om isblomster i en tekst, hvis titel er forsvundet i den tiltagende rimtåge af glemsel, som synes at fylde mere og mere, men jeg husker min barnlige begejstring og fornemmelsen af at have forstået, hvordan HC forbandt isblomsterne på ruden med savnet af sin soldaterfar…
Jeg husker også min dansklærers forbløffelse og min egen skuffelse over ”ikke at have tolket rigtigt”…
Det varede indtil flere år, inden jeg igen kastede mig ud i litteraturtolkninger, som ikke var clearet af med diverse autoriserede udlægninger af den danske litteraturskat… giv systemet, hvad systemet forventer, så går det…
… og sådan kan en ganske uskyldig isblomst på min nedfrosne rude sende svingninger mere end 200 år tilbage og frem igen…
Kølig, smuk og ganske flygtig… og er der overhovedet noget, der har ændret sig?
Foto: Elling.
