Mange jægere og andre naturelskere ønsker af gode grunde mårhunden hen, hvor peberet gror knæhøjt.
Hvorfor det søde rovdyr er så lidet afholdt i den danske natur, fik elever fra 3. klasse mandag en god forklaring på i kulden udenfor Bindslev Skole.
– Her til lands er mårhunden et såkaldt invasivt dyr. Det betyder, at den ikke fra naturens side hører hjemme i den danske natur, men er kommet hertil fra andre lande, forklarede pædagog Karl Aage Broen.
Mårhunden blev første gang registreret i Danmark i 1980 ved Vejle. I perioden fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret. Siden da er antallet steget kraftigt og ud fra beregninger vurderes bestanden på nuværende tidspunkt på mellem 2000 og 3000 individer.
Mårhunden er nemlig meget tilpasningsdygtig og lever i mange forskellige naturtyper. Den foretrækker dog fugtige områder nær søer og åer, rørskov, samt fugtig skov med rig undervegetation, som der er meget af i omegnen af Bindslev.
Mange mårhunde bliver i øvrigt påkørt i trafikken, men den ovenfor havde en forælder gravet ud og fanget i rævegrav og dernæst på nådig vis aflivet.
Læs meget mere om det invasive dyr ved kilden her hos Miljøstyrelsen: Mårhund
Foto: Niels Skipper.
Thanks for sharing. I read many of your blog posts, cool, your blog is very good.