Naturen er fantastisk året rundt, og lige nu venter mange af os sikkert med længsel på forårets komme med lunere og tørt vejr, noget mere lys og på, at alt springer ud.
Den smukke Herregården Odden i Mygdal stod tirsdag, på Dronningens fødselsdag, i flot venteposition, Herregårdens omgives nemlig af en særdeles spændende natur, og bag de tykke mure kan besøgende udforske herregårdens mangeårig historie, få indsigt i kunstsamlingens grundlæggere Kirsten og Victor Petersen, og udforske den unikke samling af J. F. Willumsen-værker.
Der er åbent dagligt med kaffe og hjemmebag klokken 10–17 i perioden 1. april – 31. oktober. Gæstelejligheden i Kavalerfløjen kan bookes hele året, for det er nemlig også muligt at overnatte på Herregården Odden.
Odden er en gammel Herregård, hvis oprindelse går meget langt tilbage. De nuværende bygninger er fra 1500-tallet. Odden har fået navn efter landskabet, hvor bygningerne ligger. Tidligere var det nemlig på en odde omgivet af vand.
Jorderne under Odden strakte sig op til Skagen, og Odden blev ejet af medlemmer af den øverste adel. Det siges at Odden var en af de få borge, Skipper Clement ikke kunne indtage under ”Grevens Fejde”. Odden har siden haft forskellige adelige slægter som ejere , men i 1800 tallet overgik det på borgerlige hænder. I 1989 overtog Fonden Victor Petersens Willumsen-samling stedet.
Odden havde en nordlig fløj. Den blev revet ned formodentlig omkring år 1800. Jorderne er gradvist blevet solgt fra, og den sidste store udstykning skete efter 1945, hvor stedet var så uheldigt at have en ejer, der var for venlig overfor besættelsesmagten.
Vandet omkring Odden blev for godt 100 år siden drænet væk, for at skabe mere landbrugsjord. Jorden har siden aldrig rigtigt fungeret som andet end ”marginaljord” der var oversvømmet om vinteren.
Det blev op til dræningen sagt, at stedets sø, også kaldet Odden Møllesø, var Vendsyssels bedste ålevand. Møllen har tidligere været en del af landbruget under Odden, og vandtilførslen kom fra et nu lukket vandløb.
Der har ligeledes været mejeri på Odden frem til der blev bygget et nyt ved den nordøstlige del af søen. En hel del avlsbygninger har dannet liv om driften af stedet. Kun få er tilbage, da en del af disse blev revet ned efter besættelsen – fundamenterne er stadig synlige, men brokkerne er tilsyneladende blevet fyldt i voldgraven som i dag er græsplæne.
Kilde: jfwillumsenodden.dk