Hirtshals havn har de sidste par dage før nytårsaften haft besøg af den sjældne ørkenstenpikker, som har opholdt sig i området ved Husmoderstranden og Vestmolevej, fortæller Henrik Pedersen
Ørkenstenpikkeren er en lille, sandfarvet fugl med sort hale og karakteristisk strube har gennem årene skabt begejstring blandt fuglekiggere i Danmark. Ørkenstenpikkeren, som normalt lever i tørre, stenede områder fra Nordafrika til Centralasien, optræder kun som sjælden strejfgæst herhjemme.

Siden 1987 er der registreret blot 12 fund i Danmark, hvoraf de fleste er sket i oktober, november og december. Kun én gang er fuglen observeret i foråret. Den foretrækker ørkenlignende landskaber med spredte urter og sten, men undgår rene sandørkener. I sit naturlige habitat bygger den rede i hulrum eller klippesprækker og lever primært af insekter.

Den er 14 til 15 centimeter. Hannen er let at kende på sin lyse sandfarvede dragt, sorte strube og vinger samt en tydelig lys øjenbrynsstribe. Hunnen er mere diskret i gråbrune nuancer, men adskiller sig fra lignende arter ved den sorte hale og sandfarvede overgump. Ungfugle ligner hunnerne, men har svage mørke pletter på brystet.

Arten kan forveksles med både stenpikker og isabellastenpikker, men detaljer som skulderfjer og haletegning afslører dens identitet. Fuglen har en melankolsk sang med korte, fløjtende strofer og et karakteristisk kald, der beskrives som gnistrende og langtrukkent.
Selvom Ørkenstenpikkeren ikke hører til den danske fauna, er den et eftertragtet syn for ornitologer, når den en sjælden gang lægger vejen forbi i de kolde måneder.
Kilde: Naturbasen.


