Et usædvanligt fund på kysten ved Uggerby skriver sig nu ind i naturhistorien for Hjørring Kommune, oplyser Kim Fogt fra Danmarks Naturguide.
Under en eftermiddagstur gjorde naturentusiasten Line et opdagelsesfund, som kun sjældent registreres i Danmark. Det var enmlig en børstekrabbe (Pilumnus hirtellus).
Børstekrabben er en lille, kraftigt behåret krabbe, der typisk måler 2–3 centimeter i bredde. Arten er udbredt i det nordøstlige Atlanterhav fra Nordsøen til Middelhavet og foretrækker områder med hård bund og forholdsvis milde temperaturer. Krabbens tætte behåring fungerer som camouflage, idet sand, alger og småpartikler sætter sig i dens skjold, hvilket gør den svær at opdage i naturen.
I Danmark befinder børstekrabben sig på kanten af sin nordlige udbredelsesgrænse, og den er derfor sjældent registreret i danske farvande. Først i 2014 blev arten officielt føjet til den danske marine fauna. Fagfolk vurderer, at det er uklart, om krabben tidligere er blevet overset på grund af sin gode camouflage, eller om den i nyere tid har udvidet sit udbredelsesområde mod nord. Ændringer i havmiljøet og stigende havtemperaturer kan potentielt spille en rolle, men spørgsmålet er fortsat uafklaret.

Fundet ved Uggerby Strand markerer det første dokumenterede eksempel på arten i Hjørring Kommune. Ved første øjekast kan børstekrabben forveksles med den mere almindelige taskekrabbe. Begge har sorte klogspidser, men skjoldenes form adskiller dem tydeligt: hvor taskekrabbens skjold er ovalt, er børstekrabbens markant mere firkantet.
Fundet føjer sig til en række lokale observationer af sjældne arter, som Danmarks Naturguide løbende dokumenterer langs kysterne i Nordjylland.
Apropos Kim Fogt kender mange ham givetvis også i rollen som formidler og formidlingskoordinator hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.


