Sommeren lokker mange danskere til stranden, men under havoverfladen gemmer der sig også arter, som fortjener både opmærksomhed og respekt.
Det understreges nu i Danmarks Naturguide, der drives af Kim J. Fogt, som tillige er formidlingskoordinator hos Nordsøen Oceanarium. I Danmarks Naturguide har han netop har sat fokus på den lille fjæsing, der er en fisk, som mange strandgæster aldrig har hørt om.
Mens de fleste kender den almindelige fjæsing, peger naturguiden på, at dens mindre slægtning, lille fjæsing (Echiichthys vipera), har sit helt eget særpræg. Arten kendes blandt andet på sin højere rygprofil og en iøjnefaldende gul halefinne, der gør den let genkendelig for den, der ved, hvad man skal kigge efter.
Det latinske navn afslører også noget om fiskens egenskaber. Ifølge Danmarks Naturguide kan Echiichthys groft oversættes til “hugormefisk”, mens artsnavnet vipera er det samme slægtsnavn, som bruges om hugorme. Navnet henviser til, at begge dyr er giftige.

Danmarks Naturguide oplyser desuden, at lille fjæsing umiddelbart regnes for at være mere giftig end den almindelige fjæsing.
Selv om risikoen for at blive stukket vurderes som lille under en almindelig badetur, opfordres strandgæster til at være opmærksomme, hvis de færdes på lavt vand eller udforsker kysten.
Skulle uheldet være ude, lyder rådet fra Danmarks Naturguide, at den ramte legemsdel hurtigst muligt sænkes ned i varmt vand – gerne mellem 40 og 45 grader. Varmen kan have en smertelindrende effekt, fordi fjæsingens gift er varmefølsom.
Trods advarslen opfordrer naturguiden ikke til at holde sig væk fra stranden. Tværtimod lyder budskabet, at sommeren er en oplagt anledning til at gå på opdagelse langs de danske kyster og opleve den rige natur – blot med den nødvendige respekt for de dyr, der lever under overfladen.


