Det lakker nok mod enden af denne sæson også for de flotte solsikker som her på en mark tæt ved Taars.
Almindelig Solsikke (Helianthus annuus) eller blot Solsikke er en plante, som kan blive op til tre meter høj. Blomsterne er gule og brune og meget store.
Solsikker er oplagte planter til vildtpleje – især fuglevildt. Solsikkefrø er nemlig en yndet spise hos fugle – såvel store som små.
Historien som solsikken begynder ifølge havehandel.dk i Amerika. Her begyndte de nordamerikanske indfødte amerikanere at dyrke blomsten for mere end 5000 år siden, da den i deres kultur blev betragtet som værende en hellig plante.
Også inkaerne i Peru fik for mange tusinde år side øjnene op for denne fantastiske plante. De dyrkede ligesom de indfødte amerikanere nemlig også solsikken, som de brugte til at lave olie, mad, medicin og endda tekstilfarve med. Dertil var den også symbolet for deres solgud.
Det var først omkring 1550, at spanierne tog solsikken med til Europa, men her blev den hurtigt lige så populær, som den var på den anden side af havet. Allerede i løbet af 1600-tallet blev solsikken brugt til blandt andet bagning, ristet til kaffeerstatning og lidt senere brugt til at lave olie med tværs over Europa.
Når man tænker på en solsikke, så forestiller mange sig sikkert den cirka to meter høje variant med den store gule blomst, som kigger på mod en skyfri sommerhimmel. Men selvom denne sort af solsikke er en helt fantastisk og utrolig smuk sort, så findes der faktisk en lang række af andre sorter af blomsten, som er mindst lige så skønne.
Der findes nemlig omkring 50 forskellige sorter af solsikker, og de bliver generelt inddelt i to forskellige grupper: enårige og flerårige sorter.
Du kan læse mere hos kilden Havehandel.dk