Mange af de hjemmehørende arter af sommerfugle er truede, sårbare eller helt forsvundet, men andre er her heldigvis endnu.
Forleden var Jette Sørensen og gemalen Frank Abildgaard Sørensen på tur for at kigge på sommerfugle, hvor de blandt andet så og forevigede grønåret kålsommerfugl og skovblåfugl.
Den lille, sølvblå skovblåfugl er den første blåfugl, der flyver rundt herhjemme, noterer Danmarks Naturfredningsforening. Du kan møde den allerede fra midten af april, og den flyver indtil midten af juni. Anden generation flyver fra midten af juli til begyndelsen af september.
Skovblåfugl er en lille sommerfugl med et vingefang på 2,5-3,2 cm.
Selvom den hedder skovblåfugl, ses den tit i de danske haver. Den er nemlig meget glad for vedbend og kristtjørn, som den lægger æg på. Hvis du har disse planter i haven, så er der stor sandsynlighed for, at du får besøg af skovblåfugl.
Der er stor kønsforskel. Hannen har en smal sømkant på forvingen, der er bredest ved forvingespidsen. Hunnen har et bredt, sort sømbånd, som du kan se på billedet her. De har dog begge en næsten hvid underside med sorte prikker.

I modsætning til dens navnesøstre stor og lille kålsommerfugl, er grønåret kålsommerfugl ikke en kålgnasker i køkkenhaven. Den lever nemlig ikke på kål, som navnet ellers indikerer. Grønåret kålsommerfugl er i stedet glad for planter som løgkarse.
Grønåret kålsommerfugl kan dog nemt forveksles med sine navnesøskende. Du kan kende den på, at ribberne på oversiden ender i små mørke trekanter langs vingesømmen.
Det er en meget almindelig sommerfugl, der har et vingefang på 3,7-4,8 cm. Grønåret sommerfugl flyver fra slutningen af april til begyndelsen af oktober.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.


