For nylig kørte fotograf Frank Abildgaard Sørensen til Hirtshals for at se efter Hvidbrynet Løvsanger. Den fandt han ikke, men helt ude på Østmolen traf han til gengæld en Snespurv.

Fuglen var ifølge fotografen lidt urolig, men han fik dog nogle skud af den. Ved det sidst foto blev den træt af at have en fotograf i bagfjerdingen og forsvandt, noterer Frank Abildgaard Sørensen.

Snespurven er en anelse større end gråspurven. Herhjemme optræder den i træktiden og som en ret almindelig vintergæst, sædvanligvis i mindre flokke. Når den sidder på jorden, kendes hannen på den hvide bug og det generelt lyse indtryk. Hunnen er mere gulbrun.
I flugten ses et bredt hvidt vingefelt hos hannen og et smalt hvidt vingebånd hos hunnen. Begge køn har hvide halefjer langs kanterne. I sommerdragten er hannen kridhvid med sort ryg og sorte vingespidser.
Læs meget mere her på DOF Basen om den smukke Snespurv.


