På Hirtshals Handel & Erhvervs morgenmøde fredag, den 8. marts kunne Leder af Kultur- og Eventområdet i Hjørring Kommune og Chef for Naturmødet Leif Lund Jakobsen berette om, at forberedelserne til årets Naturmøde i Hirtshals skrider planmæssigt frem.
Naturmødet afvikles fra den 23. – 25. maj, og endnu en gang er der lagt op til et kæmpestort arrangement med et væld af aktiviteter, der vil sætte sit store præg på byen de tre dage. Naturmødet har også nået et omfang og et niveau, der giver genklang på Christiansborg. Det er derfor lykkes at få tilsagn om deltagelse af Miljøministeren ligesom lederne af folketingets partier vil deltage i et partiledermøde.

I et forsøg på at sprede Naturmødets aktiviteter og skabe endnu mere liv på havnen er det besluttet at flytte kommunikationscentret ned på Vesthavnen, nærmere bestemt i Strandsalen – det tidligere Bibiana. (Lokale kender nok bedst bygningen som Ray’s Vod & Trawl). Denne bygning vil under Naturmødet rumme både frivillighedscentret og pressecentret.
Rasmus Kolind Bang fra Naturmødet kunne videre fortælle, at opbygningen af Naturmødet vil blive påbegyndt allerede fra den 15. maj – dog i et tæt og respektfuldt samarbejde med de lokale og handelslivet i byen. Naturmødet har nået et omfang, der kræver et kæmpestort set up.

Der vil ikke blive opsat boder i Nørregade, idet afstanden til gadens bygninger så ikke vil være stor nok, til at eventuelle redningskøretøjer vil kunne komme frem.
Det blev slutteligt oplyst, at den populære App med alle informationer om årets Naturmøde vil blive opdateret senest den 10. april.


