Der er gang i kabler, lamper og tungt udstyr, når Bambi Lys i disse dage rykker masser af grej og gear fra lageret i Sindal til Hirtshals. Virksomheden står nemlig for lyset til ikke færre end fem scener samt området ved Marina Cantina under Naturmødet.
Det kræver både masser af planlægning og rigtig mange arbejdstimer at få det omfattende setup på plads ved alle scenerne. Store mængder udstyr er som allerede nævnt blevet transporteret til havnebyen, hvor alt skal fordeles og teknikken nu installeres forud for de mange arrangementer.

Bag virksomheden står indehaver Jens Fenger Christensen, som for nylig har valgt at satse fuldt ud på Bambi Lys. Efter adskillige års ansættelse hos Color Line har han taget springet og fokuserer nu på at drive sin egen virksomhed.
– Jeg har været rigtig glad for arbejdet hos Color Line, men det giver altså noget andet og mere at arbejde for sit eget, fastslår Jens Fenger Christensen under en kort pause i teltet Skibet på Den Grønne Plads.
Den store opgave ved Naturmødet viser med al tydelighed, hvor markant en leverandør til større events Bambi Lys er blevet i Nordjylland.


