I samarbejde med VestEvent blev den første Leaders Walk som tidligere omtalt skudt i gang med en vandretur fra Løkken til Lønstrup, hvor Rubjerg Knude fungerede som et naturligt samlingspunkt undervejs.
Dagen begyndte i VestEvents tippitelt i Løkken, hvor deltagerne mødtes, inden turen gik mod stranden og ud på en 13 kilometer lang vandring langs Vesterhavet. Vandreturen dannede dernæst rammen om både samtaler og refleksioner, inden deltagerne blev belønnet med en fælles frokost hos Lønstrup Madhus.

Dagen blev rundet af på karakteristisk VestEvent-manér med en køretur hjem langs stranden i Land Rovers, hvor dagens oplevelser blev sat i perspektiv.
Leaders Walk afvikles fire gange i løbet af året og er målrettet erhvervsledere, der ønsker at styrke deres netværk og ledelseskompetencer. Den første tur havde særligt fokus på at lære hinanden at kende og skabe et fortroligt rum, hvor åben dialog, vidensdeling og gensidig sparring kan udvikle sig over tid.

For de 15 deltagende erhvervsledere markerer forløbet starten på et længere samarbejde, hvor der gennem natur, bevægelse og fælles oplevelser skabes grundlag for ledelsessparring og indflydelse på strategisk niveau.
Næste Leaders Walk finder sted den 19. juni, hvor deltagerne igen samles til nye samtaler og perspektiver og denne gang med erfaringerne fra den første tur i rygsækken. Følg med her hos Erhverv Hjørring.


