Af Niels Worup
Tårs
Beslutningen i Hjørring Byråd om at give grønt lys til seks 173 meter høje vindmøller mellem Ilbro og Høgsted fremstår som endnu et eksempel på et lokalt demokrati der har mistet forbindelsen til sine borgere.
Trods årelang debat massiv lokal modstand og adskillige høringssvar har et flertal valgt at tromle projektet igennem. 38 høringssvar primært fra bekymrede borgere er tilsyneladende reduceret til en formalitet snarere end et reelt bidrag til beslutningsprocessen. Når så mange mennesker engagerer sig burde det være et klart signal til politikerne om at stoppe op. I stedet vælger man at fortsætte.
Konsekvenserne er ikke småting. Ti boliger må lade livet for projektet og endnu flere naboer får deres hverdag forringet med støj skyggekast og et markant ændret landskab. Det er ikke bare tal på et papir det er menneskers hjem livskvalitet og økonomiske tryghed der sættes på spil.
Noget som kommunen tilsyneladende enten overser eller undervurderer er de konkrete erfaringer fra egne borgere. I Tårs oplever flere husstande allerede problemer med lyde og vibrationer i murværket. Det handler ikke kun om den velkendte swooshing lyd men om lavfrekvent støj en type støj der lettere trænger ind i bygninger og kan sætte konstruktioner i svingninger. Resultatet kan være en konstant næsten usynlig belastning i form af vibrationer i vægge og gulve.
Denne type støj kan brede sig over store afstande op til flere kilometer fra vindmøllerne og i nogle tilfælde forstærkes inde i boliger på grund af resonans. Det betyder at støjen faktisk kan opleves kraftigere indendørs end udendørs. For de berørte borgere er det ikke en teoretisk problemstilling men en daglig realitet med søvnforstyrrelser hovedpine og en trykkende fornemmelse i ørerne.
Og én ting står klart for de berørte borgere støjen i murværket bliver ikke mindre ved at gøre vindmøllerne større tværtimod frygter mange at problemerne kun vil vokse i takt med højden og styrken på de nye anlæg.
Samtidig risikerer Hjørring Kommune at stå over for en økonomisk regning der kan løbe op i millioner hvis flere borgere begynder at opleve dokumenterbare vibrationer og støjgener i deres boliger. Erstatningskrav fra berørte borgere kan i sidste ende blive en dyr konsekvens af en beslutning der er truffet uden reel opbakning fra lokalområdet.
Alligevel vælger byrådet at se bort fra disse erfaringer og presse projektet igennem med henvisning til at det overholder gældende miljøkrav. Samtidig forsøger kommunen at fremstille projektet som ansvarligt ved at pege på erstatningsnatur og hensyn til flagermus. For mange borgere fremstår det som kosmetiske tiltag der ikke ændrer ved den grundlæggende problematik at deres bekymringer ikke bliver taget alvorligt.
Det rejser et større spørgsmål om prioriteringer. Er grøn omstilling blevet et argument der kan bruges til at tilsidesætte lokal modstand og hvor grøn er løsningen egentlig hvis generne for mennesker i lokalområdet ignoreres.
Det mest bekymrende er dog signalet fra byrådet at borgerinddragelse ikke nødvendigvis betyder borgerindflydelse. Når beslutninger træffes på trods af massiv modstand og konkrete lokale erfaringer risikerer man at underminere tilliden til det lokale demokrati. Hjørring Kommune har med denne sag endnu en gang placeret sig i en position hvor konflikter og utilfredshed får lov at vokse. Spørgsmålet er ikke længere kun om vindmøllerne skal opføres men om borgerne fremover vil føle sig hørt når de engagerer sig i deres lokalsamfund.
Kilder:
