Af Niels Worup
Tårs
Byrådsmedlem Daniel Vestergaard fra Det Konservative Folkeparti, medlem af Børne, Fritids og Undervisningsudvalget og bestyrelsesformand i Hjørring Vandselskab, har taget initiativ til at svare på bekymringen om Danmarks drikkevand. Det fortjener anerkendelse.
Det er positivt, når en lokalpolitiker går ind i debatten og tager ansvar for den skrøbelige luksus, som rent drikkevand fra urenset grundvand er.
Danmark er et af de få lande i verden, hvor vi kan drikke vand direkte fra hanen. Det er ikke en selvfølge. Det er resultatet af politiske prioriteringer gennem generationer.
Men under vores fødder ligger tusindvis af gamle forureninger. Nedgravede lossepladser, industrigrunde, kemikaliedepoter, PFAS, olie og tungmetaller.
Hvert år spredes der store mængder salt på vejene. Der bruges sprøjtemidler i landbruget, i haver og af virksomheder. Industrien håndterer kemikalier, som kan ende i jorden. Samtidig er spildevandssystemer flere steder gamle eller under pres fra kraftigere regn. Overløb og nedsivning øger belastningen.
Presset på grundvandet kommer fra mange kilder. Taler vi kun om én, overser vi helheden.
Rent drikkevand er ikke et symbolsk miljøspørgsmål. Det handler om sundhed. Om langsigtede risici. Om hvad vi accepterer i det vand, vi giver vores familier.
Vi kan ikke se forurening i grundvandet. Vi kan ikke smage den. Men vi kan måle den. Og vi ved, at oprensning er langt dyrere end forebyggelse.
Danmark har været et foregangsland på miljøområdet. Men et ægte forbillede starter med at sikre sit eget drikkevand.
Et lokalt svar i Hjørring
Daniel Vestergaard understreger, at vi næsten udelukkende får vores drikkevand fra rent og urenset grundvand. Det er en skrøbelig luksus, som skal beskyttes.
Han peger samtidig på, at al menneskelig aktivitet påvirker miljøet. Mobilitet koster. Byudvikling koster. Erhverv koster. Fødevareproduktion koster. Det er vilkårene i et moderne samfund.
Spørgsmålet er, hvor vi justerer, og hvor vi prioriterer.
I Hjørring har man valgt at handle. Grundvandspark Astrup er etableret for at beskytte sårbare magasiner. Flere projekter er på vej.
En grundvandspark kræver planlægning og tid. Men det er langt dyrere at rense forurenet vand, end det er at beskytte det rene.
Fra lokal indsats til national plan
Den lokale indsats er vigtig. Men udfordringen stopper ikke ved kommunegrænsen.
Hvis vi tager drikkevandet alvorligt, kræver det:
En national plan for oprydning i gamle forureninger
Reduktion af den samlede kemiske belastning
En ærlig debat om massiv saltning
Målrettet regulering af sprøjtemidler
Styrket indsats mod overløb og utilstrækkeligt renset spildevand
Klare mål og tidsrammer
Men vi må også se på fortiden.
Rundt omkring findes gamle lossepladser og fyldpladser fra en tid med færre miljøkrav. Mange er kortlagt. Der findes faktisk kort over næsten dem alle. Alligevel ved vi ikke altid præcist, hvad der ligger hvor.
Her spiller de ældre borgere en vigtig rolle. De ved, hvor der blev gravet ned. De ved, hvad der blev kørt ud. De ved, hvor den gamle losseplads lå. Den viden findes ikke altid i arkiverne. Den findes i menneskers hukommelse.
En dag er det for sent at spørge dem.
Derfor bør man gennemgå og opdatere kortene. Inddrage borgernes viden. Undersøge de mest sårbare områder, før forureningen når grundvandet.
Det er ikke en højre eller venstre sag. Det er ikke en by mod land sag. Det er en sundhedssag. En fremtidssag.
Den skrøbelige luksus kan ikke sikres med enkeltstående projekter alene. Den kræver mod og langsigtede beslutninger.
Så spørgsmålet står tilbage: Hvem tager det fulde ansvar for Danmarks drikkevand, før problemet vokser os over hovedet?
Og endnu mere konkret:
Hvad vil man gøre ved de gamle lossepladser, der ligger over eller tæt på vores drikkevandsmagasiner?
Vil man sikre, at de eksisterende kort bliver opdateret og kvalitetssikret?
Vil man systematisk undersøge de mest sårbare områder?
Vil man afsætte midler til boringer og prøvetagning?
Vil man fjerne eller afskærme de lossepladser, hvor risikoen er størst?
Og vigtigst af alt:
Hvem vil svare klart på, hvordan vi sikrer dem, kortlægger dem og om nødvendigt får dem fjernet, før forureningen når vores drikkevand?
Link til relateret indlæg
Svar til Niels Worup: Grundvandsparker er vejen til at sikre fremtidens drikkevand
