Af Niels Worup
Tårs
Danmark bryster sig af at være et foregangsland inden for miljøbeskyttelse og grundvandssikring. Alligevel gemmer der sig et alvorligt og ofte overset problem lige under vores fødder: gamle lossepladser og fyldpladser, som ingen længere har fuldt overblik over.
Ifølge undersøgelser findes der tusindvis af tidligere affaldsdepoter rundt omkring i landet. Mange stammer fra en tid, hvor affald blev deponeret uden membraner, registrering eller hensyn til grundvandet. Problemet er ikke kun, at disse steder kan udgøre en miljøtrussel, men at kommunerne i mange tilfælde ikke præcist ved, hvor de ligger i dag.
Det er i sig selv alarmerende. Endnu mere alvorligt bliver det, når der samtidig gives byggetilladelser og udlægges nye bolig og erhvervsområder på arealer med en ukendt eller problematisk fortid.
Når beslutninger om byggeri, byudvikling og boligbyggeri træffes i landzoner, hvor fuglene synger og naturen ser uskyldig ud, kan virkeligheden under overfladen være en helt anden. Under grønne marker og stille områder ligger gamle lossepladser, som ingen længere kan se, og som mange har glemt. Men de er der stadig.
Vi var børn, da vi stod og så på, at lastbiler kørte fyldjord ud over tønder med væsker, der gav svie i øjnene. Gamle biler og andet affald blev blot skubbet sammen og dækket til med lag på lag af jord. Der var ingen advarsler, ingen hegn, ingen dokumentation. Kun en tavs antagelse om, at hvis det blev dækket til, så var problemet væk.
I dag bygger vi oven på disse steder, som om jorden er ren, og historien aldrig fandt sted. Men jorden husker. Og grundvandet glemmer ikke.
I området taler de ældre stadig om det, der blev gemt væk. Om væsker, der blev hældt ned og dækket til. Om affald, ingen registrerede. De taler om, at det kun er et spørgsmål om tid, før de glemte stoffer finder vej ud i Uggerby Å, som løber tæt forbi en af de mange fyldpladser.
Det er ikke frygt. Det er erfaring. Og det er en viden, som forsvinder, når de sidste vidner forsvinder.
Grundvand er Danmarks vigtigste drikkevandsressource. Når gamle affaldsdepoter ikke er korrekt registreret eller undersøgt, risikerer man, at forurening langsomt spreder sig gennem jordlagene, ofte uden synlige tegn, indtil skaden er sket. Oprensning er dyr, tidskrævende og i nogle tilfælde praktisk talt umulig.
Samtidig peger nyere analyser på, at gamle lossepladser ikke kun er et problem, men også en potentiel ressource. Gennem landfill mining kan man både mindske miljøbelastningen, genvinde materialer og reducere risikoen for fremtidig forurening. Men den mulighed forsvinder, hvis man først bygger oven på problemerne, bogstaveligt talt.
Det her handler ikke om at pege fingre, men om ansvar og rettidig omhu. Når beslutninger om byggeri, byudvikling og miljøplanlægning træffes uden fuldt kendskab til undergrunden, gambler man med både menneskers sundhed og drikkevandet.
Kilde: Muligheder og udfordringer for landfill mining i Danmark. MiMa rapport 2020/1
