Niels Worup er et navn, de fleste i Tårs kender. Og efterhånden også mange uden for bygrænsen. Han er manden bag det populære Tranget Veterantræf, som hvert år løber af stablen lørdag i uge 29 og samler veteranentusiaster fra nær og fjern.
I øjeblikket er Niels dog sat lidt ud af spillet som følge af helbredsproblemer. Men at være tvunget til at sætte tempoet ned betyder ikke, at engagementet forsvinder. Tværtimod. Når én dør lukker, åbner en anden – og for Niels blev det musikken.
Med samme ildhu som han har lagt i veterantræffet, er han nu begyndt at skrive sangtekster. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagen, menneskerne og livet i Tårs. Når teksterne er skrevet, får han hjælp af en god gammel kammerat til den sidste finpudsning. Herefter bliver der skabt musik ved hjælp af AI, og sangene udgives på Spotify med tilhørende copyright. Det koster lidt, som Niels selv siger, men det er hyggen og glæden ved processen, der driver værket.
Flere af sangene er allerede lokale favoritter. Én handler om livet i Tårs og blandt andet om 365 Discount, hvor der sendes et kærligt “thumbs up” til den altid smilende Alex ved kassen, som med en kvik bemærkning giver kunderne noget ekstra med på vejen.
En anden sang tager udgangspunkt i Trafikkiosken og beskriver blandt andet de populære stjerneskud – en fast fredagsforkælelse for Niels selv.
Den seneste sang hylder C H Bilpleje og Detailing, hvor ejer Claus Holm portrætteres med sin store perfektionisme og passion for faget.
Adspurgt fortæller Niels Worup, at der allerede er flere sange på vej fra hans hånd. Trods helbredsmæssige udfordringer er lysten til at skabe og bidrage til fællesskabet intakt – blot i en ny form.


