Af Niels Worup
Taars
Danmark bryster sig af noget unikt. Vi drikker næsten udelukkende urenset grundvand. Det er en luksus, de færreste lande har. Men det er også en skrøbelig luksus. Samtidig med at vi kræver rent drikkevand, er vi med til at belaste det.
Hver vinter spreder vi store mængder vejsalt. Ikke kun kommunerne, men også private, der vil have isfri fortove og indkørsler. Saltet forsvinder ikke. Det opløses, siver ned og kan ende i grundvandet. Klorid ophobes og kan ikke filtreres væk af naturen.
Samtidig har vi et massivt problem med nitrat. Gødning fra landbruget vaskes ud i jorden og videre ned i de samme magasiner, som forsyner os med drikkevand. Grænseværdien for nitrat i drikkevand er nu anbefalet at sænkes fra 50 milligram per liter til 6 milligram per liter. Mange boringer ligger tæt på grænsen, og nogle må lukkes. Det er ikke en teoretisk trussel. Det sker allerede.
Og så er der arven fra fortiden. Omkring 4000 gamle lossepladser ligger spredt ud over landet. De blev etableret før moderne miljøkrav. Når regnvand trænger gennem affaldet, dannes forurenet væske, som kan sive ned i jorden. Tungmetaller, olieprodukter og persistente kemikalier stopper ikke af sig selv.
Vi står med tre samtidige belastninger. Salt fra veje. Nitrat fra marker. Udsivning fra gamle affaldsdepoter. Alligevel bliver debatten ofte reduceret til enkeltsager. Vi bliver forargede, hvis skraldet ikke bliver hentet til tiden. Vi køber ekstra salt, når der loves frost. Vi kræver billig mad produceret effektivt. Og bagefter kræver vi rent drikkevand.
Men grundvand reagerer ikke på krav. Det reagerer på belastning. Det tager årtier, nogle steder århundreder, for vand at bevæge sig gennem undergrunden. Når først et magasin er forurenet, er skaden næsten umulig at rette op. Oprensning er dyr, og ofte lukker man i stedet boringer og finder nye.
Rent drikkevand er ikke en garanti. Det er en balance. Hvis vi vil bevare den, kræver det mere end bekymring. Det kræver, at vi ser sammenhængen mellem vores bekvemmelighed og vores grundvand.
Det, vi hælder ud i dag, kan være det, vi drikker i morgen.
Niels Worup har vist ikke fulgt med, det er flere år siden Sindal Vandværl fik købt de jordarealer hvor boringerne ligger, Området er nu en del af Slotved Dyrepark.