TrygFonden har undersøgt danskernes tryghed gennem de sidste 20 år og har netop gennemført den fjerde større undersøgelse, siden corona-epidemien begyndte. Den nye måling viser, at pandemien påvirker befolkningen markant, og at der er sket et stort dyk i danskernes livstilfredshed siden sommeren 2019.
– At mange har fået det sværere under pandemien, er ikke en nyhed. Men det springer i øjnene, at krisen ser ud til at have ramt især kvinderne hårdt. Kvindernes trivsel er gået dobbelt så meget tilbage som mændenes, og vores undersøgelse tyder på, at den begrænsede sociale kontakt i høj grad er en del af årsagen, fortæller Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, og fortsætter:
– Foruden sociale afsavn peger en del af forklaringen på, at kvinder generelt er mere bekymrede for corona end mænd. Kvinder bærer især mere bekymring for, at andre i familien skal blive ramt. Kvinder har også selv en større frygt for sygdommen end mændene, idet 70 pct. af kvinderne er nervøse for at blive smittede mod 55 pct. af mændene.
Udover kvinderne er det især de unge, der har oplevet faldende trivsel. Tilbagegangen er allermest udtalt blandt de studerende 18-29-årige – faktisk tre gange større end for hele voksenbefolkningen.
– Blandt de unge op til 25 år mener lidt over halvdelen, at de unges trivsel er blevet underprioriteret i corona-tiden. Men mens knap hver sjette klager over ikke at kunne gå til fodboldkamp eller ud i nattelivet, mener lidt mere end hver tredje, at samfundet ikke har taget behørigt hensyn til deres uddannelsesmuligheder. At de unge skulle gå mere op i fest end uddannelse, kan altså ikke understøttes med denne måling, siger Anders Hede og fortsætter:
– Tværtimod kan vi finde meget selvdisciplin og offervilje blandt de unge, og hele 80 pct. af de unge bakker op om prioriteringen af at beskytte den ældre del af befolkningen. Generelt er der fortsat stor opbakning til den danske corona-håndtering, og langt de fleste har også fulgt myndighedernes anbefalinger om at holde afstand. Dog melder knap hver femte, at de ikke tror, at de kan blive ved med at overholde restriktionerne ret meget længere, så de er nok særligt glade for, at samfundet nu åbner endnu mere op, lyder det fra Anders Hede.
Nordjyderne mindre ramt på trivslen end landsgennemsnittet
En sammenligning mellem trivslen i de fem regioner viser, at coronakrisen også har påvirket nordjyderne negativt, men ikke så meget som i Syddanmark og Hovedstadsregionen. I sommeren 2019 var livstilfredsheden højere i både Syddanmark og Hovedstadsregionen, men siden har pandemien ramt borgernes trivsel væsentligt hårdere i de to regioner end i Nordjylland.
Spørgsmål: Alt i alt, hvor tilfreds vil du sige, at du er med tilværelsen for tiden?
Kilde: ”Tillid og trivsel i CoronaDanmark”, marts 2021 og Tryghedsmåling 2019-20
Hele den nye rapport kan læses her: Tillid og trivsel i CoronaDanmark – tryghed.dk