Årets høstfest i Kornets Hus får et markant løft. Med en donation på 70.000 kroner fra Nordjyllandsfonden kan Kornets Hus udvikle nye oplevelser, der skal gøre høstfesten den 22. august til den største og mest ambitiøse hidtil.
Høsten har gennem århundreder været årets vigtigste begivenhed på landet, hvor den markerede afslutningen på måneders arbejde og blev fejret i fællesskab. Den tradition har Kornets Hus hvert år holdt vedlige, som en sanselig oplevelse, hvor børn og voksne kan komme helt tæt på kornet, håndværket og den madkultur, der har formet Danmark.
Og i år får høstfesten så et ekstra niveau med Nordjyllandsfondens donation.
– Vi ønsker at skabe en høstfest, hvor man mærker glæden ved høsten, dufter halmen, smager på råvarerne og går hjem med en større forståelse for det korn, der er grundlaget for så meget af vores mad. Det er netop den slags oplevelser, støtten fra Nordjyllandsfonden gør mulig, fortæller direktør Rikke Ejsenhardt.

Donationen giver blandt andet mulighed for at udvikle nye aktiviteter og oplevelser på dagen, og gæsterne kan samtidig se frem til en helt særlig nyhed.
I samarbejde med kunstner Lise Vestergaard skaber Kornets Hus et stort land art-værk i halm, som bliver afsløret ved årets høstfest.
– Vi kan allerede nu afsløre, at der er tale om et kunstværk i flere meters højde, skabt i halm. Mere vil vi ikke røbe endnu, men vi glæder os helt enormt til at præsentere det. Vi håber, det bliver et vartegn for årets høstfest og en oplevelse, der får både børn og voksne til at stoppe op og sige ”wauw”, siger Rikke Ejsenhardt.

Donationen falder i en periode, hvor Kornets Hus oplever stor interesse fra både gæster og samarbejdspartnere. I årets første seks måneder har huset haft flotte besøgstal og et højt aktivitetsniveau, og ambitionen er fortsat at udvikle endnu flere oplevelser med afsæt i korn, gastronomi, håndværk og maddannelse.
– Vi arbejder målrettet på at udvikle Kornets Hus, så der hele tiden er nye grunde til at besøge os. Derfor betyder det meget, når fonde som Nordjyllandsfonden tror på vores arbejde og er med til at løfte kvaliteten af de oplevelser, vi kan tilbyde vores gæster”, siger Rikke Ejsenhardt.
Årets høstfest finder sted lørdag den 22. august i Kornets Hus og byder på oplevelser for hele familien med fokus på høsten, håndværket, fællesskabet og de råvarer, der danner grundlag for vores madkultur.
Fakta
- Nordjyllandsfonden har støttet årets høstfest i Kornets Hus med 70.000 kroner.
- Høstfesten afholdes lørdag den 22. august.
- Dagens program byder blandt andet på aktiviteter, smagsoplevelser, formidling og afsløringen af et nyt land art-værk i halm skabt af kunstner Lise Vestergaard.


