3 mia. kr. Så mange penge skal i løbet af det næste år ud at arbejde i form af såkaldt genstartskapital. Regeringen og en lang række af Folketingets partier har etableret den nye fond, Genstartsfonden, for at sikre solvens i ellers sunde virksomheder, der har brug for tålmodig kapital til at komme godt ud på den anden side af krisen.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Vi skal undgå, at krisen sætter sig fast i de danske virksomheder. Med det brede net af hjælpepakker holder vi hånden under virksomhederne her og nu, men en genstart af erhvervslivet kræver også langsigtede initiativer, hvor hårdt ramte brancher får den rette hjælp til de rigtige investeringer. Derfor er jeg meget glad for, at Genstartfonden nu er åben. Her får vi mulighed for at understøtte stærke væksteventyr og skabe nye arbejdspladser.”
Det er netop egenkapitallignende finansiering, virksomhederne har behov for lige nu, fortæller Vækstfonden:
”Mange danske virksomheder har behov for at styrke deres soliditet, så de kan forsætte med at lave nye investeringer og udvikle deres forretning. Siden marts har de været nødt til at bruge af reserverne, og det er de reserver, vi vil medvirke til at fylde op med egenkapital og ansvarlige lån,” fortæller Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden og fortsætter:
”Vi står lige nu på et afgørende tidspunkt i krisen. Vaccinationerne betyder, at vi kan skimte en vending ude i horisonten, så det handler om, at vi undgår, at krisen bider sig så meget fast, at mange virksomheder når at dreje nøglen om. Derfor skal kapitalen fra Genstartsfonden sikre, at danske virksomheder fortsat kan investere i at stå stærkt, når økonomien vender og dermed være med til at skabe vækst og arbejdspladser.”
Kapitalen fra Genstartsfonden kommer fra Vækstfonden i form af egenkapital og ansvarlige lån.
Risikovillig kapital til nordjyske virksomheder
Vækstfonden har i løbet af 2020 haft særligt fokus på de nordjyske virksomheder. Nordjylland har været hårdt ramt af Coronakrisen, men med en række ansatte der fokuserer specifikt på Nordjylland, er målet, at genstartskapitalen kan være med til hjælpe regionens virksomheder med at realisere deres vækstplaner. Det er afgørende for, at vi ikke taber sunde virksomheder på gulvet i denne krise, lyder det fra Henrik Larsen, Senior Director og ansvarlig for Vækstfondens aktiviteter i Nordjylland.
”På vores kontor i Aalborg har vi mange snakke med dygtige ejerledere, der står overfor forskellige vækstplaner. Det kan være udvidelse af produktion, investering i nye maskiner, eller renovering af bygninger. Uanset dit behov vil vi i Vækstfonden gerne være med til at sikre langsigtet og risikovillig kapital til sunde virksomheder. Coronakrisen påvirker os alle, og vi står lige nu overfor måske det vigtigste tidspunkt i pandemien, hvor vi skal have penge ud at arbejde, så de danske virksomheder kan fortsætte med at skabe vækst og arbejdspladser. Så tøv endelig ikke med at tage fat i os i Vækstfonden, hvis du mangler kapital til din vækstrejse.”
Er du på udkig efter kapital fra Genstartsfonden?
Kontakt Vækstfonden lige her: E-mail: kontakt@vf.dk eller mobil: +45 35 29 86 00
Genstartskapital fra Vækstfonden
Vækstfonden yder både egenkapital og ansvarlige lån til danske virksomheder som en del af Genstartsfonden. Et Ansvarligt lån fra Vækstfonden er en mellemting mellem fremmedkapital og egenkapital og er med til at øge virksomhedens soliditet. Ansvarlige lån er efterstillet anden lånefinansiering, og derfor kan lånet fungere som et supplement til egenkapitalen på virksomhedens balance. I modsætning til et almindeligt lån skal din virksomhed ikke stille sikkerheder for et Ansvarligt lån. Til gengæld vil kravet til forrentningen på lånet være højere.
Læs mere om genstartskapital fra Vækstfonden lige her.
Om vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som arbejder for at styrke danske virksomheders adgang til risikovillig kapital, så de kan skabe ny innovation, vækst og arbejdspladser. I tætte partnerskaber med banker og private investorer fra ind- og udland finansierer Vækstfonden virksomheder i alle brancher over hele landet. Og fonden kan være med hele vejen – fra virksomhedens spæde start, gennem høj vækst, til rejsen ud på de globale markeder og børsnoteringer. Siden 1992 har Vækstfonden medfinansieret vækst i over 9.200 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 33,8 mia. kr.