Nordpilen har i den forgangne weekend haft seks spillere afsted til Jysk/Fynske Mesterskaber i Skive.
Lørdag formiddag var der hold turnering, og Nordpilens herrehold vandt første kamp over Hinnerup med 9-5.
Næste kamp var mod Hovsa, som til dagligt spiller i 2. divison, ligesom Hinnerup. Dette blev for stor en opgave, og Hovsa vandt med 9-3.
Dameholdet spillede første kamp mod Thyboerne, og det blev desværre også den sidste for dem i holdturneringen.
Senere på dagen var der Herre og Damedoubler. Her lykkedes det de to herrehold at vinde første kamp og kvalificere sig til 2. runde, hvilket desværre blev endestationen.
Noget bedre gik det for damerne, som var snublende tæt på at blive Jysk/Fynske Mestre. Merethe Møller og Mona Møller spillede sig hele vejen til finalen, hvor de også var foran 2-0 og havde chancer for at lukke kampen, men desværre fik de ikke snøret sækken, og Fluen tog de sidste 3 sæt og vandt med 3-2. Men en flot sølvmedalje kunne damerne tage med hjem til Hirtshals.
Søndag stod på singler, og her kom Nordpilen ikke rigtig tæt på at få en mester, eller gjorde de? Herrerne røg alle ud i første kamp, mens det hos damerne kun lykkedes Mona at nå 2. runde. Alligevel kunne Nordpilen være lidt “Stolte”, idet den tidligere unge komet Jeppe Stolt gik hele vejen og blev Jysk/Fynsk Mester.

– Flot præstation af den gamle Nordpilen spiller, som skiftede til Aalborg sidste sæson. Så alt i alt en godkendt weekend i dartens tegn for Nordpilen, udtaler formand Rene Thomsen.


