Flume Tank North Sea i Hirtshals havde i den forgangne uge fornemt besøg, da den Kongelige Norske Ambassade i København lagde vejen forbi som led i en rundrejse i Nordjylland. Besøget blev anført af Norges ambassadør i Danmark, fru Tone Allers, der blev ledsaget af Kristine Kopperud Timberlid fra Innovasjon Norge.
Gæsterne blev taget imod af et samlet “Team Hirtshals”, anført af Linn Indrestrand fra Port of Hirtshals. Programmet for besøget var både tæt og informationsrigt og havde særligt fokus på det mangeårige og tætte samarbejde mellem Norge og Norddanmark.
Under besøget blev der sat fokus på Flume Tanks rolle som internationalt test- og innovationsmiljø, hvor især norske forretningsrelationer spiller en central rolle. Samarbejdet omfatter blandt andet fiskeri og akvakultur, hvor norske virksomheder og institutioner gennem årene har haft stor betydning for udviklingen af aktiviteterne i Hirtshals.

Mette Hyldgaard Roussis, Business Development Manager i North Sea Science Park, deltog i dialogen med de norske gæster og gav indblik i de langvarige relationer på tværs af Nordsøen. Samtalerne kredsede blandt andet om blå innovation og om, hvordan fælles viden og teknologi kan bidrage til vækst og bæredygtig udvikling i maritime erhverv.
Flume Tank North Sea beskriver besøget som en vigtig lejlighed til at styrke relationerne yderligere og udveksle erfaringer på tværs af landegrænser. Besøget understreger samtidig Hirtshals’ position som et knudepunkt for maritim forskning, test og internationalt samarbejde i Nordsøregionen.


