Da hurtigfærgen Fjord FSTR fra Kristiansand lagde til kaj torsdag den 16. juli klokken 08.55, var det ikke blot endnu en passager, der gik fra borde i Hirtshals.
For den 77-årige nordmand Jens Erik Barstad markerede ankomsten begyndelsen på en flere tusinde kilometer lang pilgrimsvandring mod Rom.
Efter ankomsten indtog han morgenmaden på Hotel Hirtshals sammen med NordsøPostens udsendte, inden den 11 kg. tunge rygsæk igen blev spændt, og de første skridt blev taget sydpå. Hvis alt går efter planen, når han den italienske hovedstad sidst i oktober eller først i november.
Den lange vandring begynder dermed i omkring 30 graders varme i det nordvestlige Vendsyssel, men den høje temperatur ændrer ikke ved beslutningen om at gennemføre projektet alene.
Jens Erik Barstad er tidligere historielærer og har gennem mange år arbejdet som rejseleder og guide i Italien. Netop det indgående kendskab til historie, kultur og kirkelige traditioner har været med til at gøre rejsen ned igennem Europa og Rom til det naturlige mål.
Pilgrimsvandringen er samtidig kulminationen på en mangeårig interesse for både historie, tro og de klassiske europæiske pilgrimsruter. Ønsket om at gennemføre turen er da også modnet gennem længere tid, og forberedelserne har været både grundige og målrettede. Han har blandt andet lagt vægt på enkelhed, nøjsomhed og på at lade selve vandringen være den centrale oplevelse frem for hastigheden eller komforten.

– Kirkerne og kapellerne med deres righoldige kulturhistorie fungerer som pejlemærker undervejs. Når jeg træder ind i en kirke med en historie, der går tilbage til middelalderen, er jeg helt klar på, at det handler om meget andet og langt mere end spændende arkitektur og kunst. Kirken er det sted, hvor de lokale værdsætter og holder deres kulturhistorie i live, den standhaftige vandringsmand, som i øvrigt slet ikke er religiøs.
Månederne op til afrejsen har været præget af fysisk træning og lange vandreture på hjemegnen i Dalane for at ruste kroppen til de mange etaper gennem Europa. Selv om alderen altså siger 77 år, føler han sig godt forberedt på de udfordringer, der venter undervejs.
Barstad gennemfører som allerede antydet turen alene, men ikke uden opbakning hjemmefra. Hustruen bliver i Norge, hvor hun fortsat er på arbejdsmarkedet, og deltager derfor ikke på vandringen. Til gengæld vil hun sammen med andre familiemedlemmer tage imod ham, når han efter flere måneders vandring når frem til Rom.
For Jens Erik Barstad bliver turen således både en fysisk og mental udfordring, hvor hvert skridt bringer ham tættere på et mål, han har drømt om længe. Rejsen kommer til at føre ham gennem flere europæiske lande, inden han kan sætte punktum foran Peterskirken i Den Evige Stad.
Fra Viborg følger han den gamle Hærvej til Padborg. To uger gennem Danmark, to måneder gennem Tyskland ad Via Romea Germanica. Så er Brennerpasset på vej, derefter gennem Østrig til Italien og Vatikanstaten.
Efter en vandring, der begyndte på parkeringspladsen ved Hotel Hirtshals.


