Henning Kjeldsen blev i sommer nægtet ejerskab af 40 procent i det norske rederi Hebjar Holding AS. Årsagen var ifølge Kystmagasinet, at den danske fisker i Danmark blev idømt en bøde på 54 millioner, samt konfiskation af 162,5 millioner kroner.
Sammen med Henning Kjeldsen blev en række fiskere som tidligere grundigt omtalt i første omgang dømt for at have optrådt som stråmænd og idømt bøder fra 500.000 til 2,5 millioner kroner. Alle er nu frifundet. Ligesom revisorer og advokater, der også blev idømt millionbøder, er frifundet i Landsretten.
Den nylige frifindelse ved Landsretten burde vel dermed også automatisk føre til en grundig og opdateret revurdering af Henning Kjeldsens sag i Norge. Planen var at eje 40 procent i et norsk rederi i partnerskab med rederne Bjørn Kjellby fra Mandal og Arild Ludvigsen i Austevoll.
Lige præcis 40 procent er grænsen for, hvor meget en udenlandsk person må eje i et norsk fiskefartøj. Hvorvidt Henning Kjeldsen fortsat er interesseret i det ejerskab, vides ikke i skrivende stund, men frifindelsen burde under alle omstændigheder give stof til noget evaluering i Norge.
Efter Henning Kjeldsen blev dømt, solgte han firmaet Gitte Henning Pelagic A/S, hvis aktiver var knyttet til fartøjet Gitte Henning, som dengang var under bygning i Spanien. Skibet er designet af Salt Ship Design A/S og er som bekendt efterfølgende solgt til rederiet Isafold i Hirtshals.
Henning Kjeldsen har stadig kvoterettigheder i virksomhederne Gitte Henning Industri og Gitte Henning Konsum. Dette omfatter både pelagiske fisk og hvidfisk.
Revurderingen kunne bidrage til helt at få renset Henning Kjeldsen, der på grund af myndigheder og medier har stået model til alt for meget ikke mindst i Danmark.
Journalist Terje Engø har en grundigere gennemgang af hele det nu velkendte sagsforløb her hos kilden Kystmagasinet.
Link til tidligere artikel
Forsvarer betragter Henning Kjeldsens frikendelse som sejr for retssikkerheden