Det er René Hougesen, som er ejer på Feriecenter Fyrklit, der med glæde har noteret sig, at gæsterne er tilbage ikke mindst også fra Norge.
– De seneste 18 måneder har vi vænnet os til mest at se danske nummerplader. Den seneste tid også enkelte tyske og hollandske, men nordmændene er kommet tilbage. Allerede i går bemærkede jeg flere norske biler, lyder det fra René Hougesen.

– Her til morgen prøvede jeg at tælle udenlandske biler på parkeringspladsen. Der var fem hollandske, ni tyske og hele 23 norske biler. Dejligt at se de udenlandske gæster er kommet tilbage. Når man tænker på, at vi nu er uden for sæsonen, så tegner det vist ganske positivt for fremtiden, tilføjer René Hougesen.
Det er formentlig et glædeligt billede, som mange lokale i turisterhvervet kan nikke genkendende til ikke mindst i havnebyen Hirtshals, men også i resten af det nordvestlige Vendsyssel.