Bundtrawlfiskeriet har i mere end et årti været centrum for en hård miljødebat, hvor det ofte er blevet fremstillet som en af de største klimasyndere på havet.
Kritikken har især fokuseret på påstanden om, at trawling både ødelægger havbunden, truer biodiversiteten og frigiver betydelige mængder CO₂ fra sedimenterne. Enkelte undersøgelser har endda hævdet, at udledningen kunne sammenlignes med den globale flytrafik.
Ny britisk forskning præsenteret i Glasgow giver nu ifølge FiskerForum et mere nuanceret billede. Ifølge resultaterne er havets kulstofprocesser langt mere komplekse end hidtil antaget, og de faktiske CO₂‑udledninger fra bundtrawl kan være markant lavere end de tal, der har domineret den offentlige debat.
Hidtidig kritik har ofte hvilet på en forenklet antagelse om, at alt forstyrret kulstof fra havbunden blandes direkte op i vandsøjlen og derefter ender som CO₂ i atmosfæren. Den nye forskning viser, at denne antagelse kun i begrænset omfang afspejler virkeligheden.
Kun mellem 1 og 21 procent af det forstyrrede kulstof når ifølge forskerne op i vandet, afhængigt af hvilken type trawl der anvendes. Af denne mængde nedbrydes blot mellem 10 og 35 procent på en måde, hvor der frigives opløst CO₂. Størstedelen synker igen til bunds og indgår i havets naturlige cyklus.
På den engelske sokkel anslås det årligt, at 28 millioner ton kulstof forstyrres som følge af trawling. Det svarer til omkring 35 procent af kulstoflageret i sedimenterne. Alligevel er det kun cirka 6 procent – omkring 1,6 millioner ton – der faktisk blandes ind i vandsøjlen. Selv hvis hele denne andel blev omdannet til CO₂ og frigivet i atmosfæren, ville det svare til udledningen fra 4,2 millioner fossilbiler om året. Forskernes beregninger peger dog på, at de reelle tal er betydeligt lavere.
For både engelske farvande og hele den britiske økonomiske zone vurderes det nu, at den maksimale potentielle kulstoffrigivelse ligger under 330–620 kiloton om året. Det svarer til 1,21–2,28 millioner ton CO₂‑ækvivalenter – langt under de hidtidige estimater, som har domineret debatten om trawlfiskeriets klimaaftryk.
Forskerne understreger samtidig, at havets kulstofcyklus ikke kan reduceres til én enkelt påvirkningsfaktor. Strømme, temperaturvariationer, biologisk aktivitet og kemiske processer spiller alle væsentlige roller i, hvordan kulstof omsættes, transporteres og lagres i havmiljøet. Det betyder ikke, at trawling er uden påvirkning, men viser, at sammenhængen mellem trawlfiskeri og klimabelastning er langt mere kompleks, end mange hidtidige studier har givet indtryk af.
Bundtrawl har i årevis været udpeget som en hovedsynder i debatten om havmiljøets tilstand. Men den nye forskning peger på, at havmiljøet påvirkes af en række forskellige presfaktorer, herunder klimaforandringer, opvarmning, forsuring, næringsstofudledning og andre menneskelige aktiviteter.
Bundtrawl er en del af problemet, men næppe den eneste eller nødvendigvis den største, når man ser specifikt på kulstofudledning.
Forskerne bag undersøgelsen efterlyser nu bedre data om både kulstoflagring i havsedimenter, trawlredskabers indtrængningsdybde og fælles metodik til vurdering af menneskelig påvirkning. Formålet er at skabe et mere ensartet grundlag for at analysere ikke kun trawlingens, men også andre havaktiviteters samlede miljøpåvirkning.
Bundtrawlfiskeriet har igennem mange år været genstand for hård kritik, og det er fortsat en aktivitet med betydelige miljøpåvirkninger. Den nye forskning frikender ikke fiskeriet, men den udfordrer forestillingen om, at trawling er den altoverskyggende kilde til CO₂‑udslip fra havbunden.
Paradokset i miljødebatten står tydeligt tilbage, konkluderes det i FiskerForum. Mens bundtrawl ofte er blevet udråbt som en af havets største klimasyndere, viser de nye data, at havets naturlige processer sandsynligvis spiller en langt større rolle end antaget.
Derfor peger forskerne på behovet for at gøre debatten mere vidensbaseret og mindre afhængig af forsimplede antagelser.
