Fodboldklubben Vendsyssel FF sikrede sig i fodboldens tredje bedste række CampoBet 2. Division fredag en flot og vigtig 3-0 sejr på udebane mod FC Helsingør.
Lasse Steffensen gjorde det til 1-0, Magnus Munck til 2-0 direkte på flot frispark og Emil Grønn Pedersen lavede efter det oplyste det sidste mål.
Dermed fortsætter vendelboerne den fornemme fremgang efter vinterpausen med nye ejere, nye i truppen og frem for alt ny gejst. Tre sejre og en enkelt uafgjort er det blevet til i år.
Med sejren er Vendsyssel nummer tre i rækken med 37 point, hvor to hold efter et slutspil rykker op i 1. division. AB Gladsaxe ligner en oprykker, og kampen om den anden plads i raketten står lige nu mellem vendelboerne, Næstved og med 35 point Roskilde, der fredag tabte 0-2 til topholdet.
Næstved har også 37 point dog for en kamp færre end Vendsyssel FF, og lørdag møder Næstved på hjemmebane Brabrand.
Thisted, som vendelboerne forleden besejrede 2-1 på hjemmebane, vandt fredag 1-0 i Skive og er med 32 point stadig med i kampen om oprykning.
Efter fredagens kamp på Helsingør Stadion resterer der nu blot to kampe i grundspillet. Det er for Vendsyssel FF i Århus den Skærtorsdag den 2. april klokken 13.30 ude mod VSK Århus og hjemmekampen på Nord Energi Arena i Hjørring 2. Påskedag, mandag den 6. april klokken 14.00.
Derefter venter i oprykningsspillet 10 kampe blandt de seks bedst placerede hold, som møder hinanden på hjemmebane og på udebanen. Kampprogrammet offentliggøres straks efter sidste fløjt 2. Påskedag.


