NY FORM sender en stort tak til kædens kunder, som bakkede op om sagen både på webshoppen og i butikkerne, da der i lørdags blev handlet til fordel for Ukraine.
– De indsamlede 469.947,60 kroner betyder, at vi nu kan hjælpe rigtig mange, der flygter fra Ukraine, både i landet og i nabolandene. Vi donerer mindre, end vi havde håbet på, men vi fortsætter med nye initiativer. Vi kunne notere, at vi ikke var alene om at gøre en ekstra indsats for at samle ind, og det er så dejligt at se, at landsindsamlingen samlede 165 millioner ind, lyder det fra Kurt Nielsen, som er direktør hos NY FORM.
– Lokalt fik vi samlet 5.760,00 kroner ind, lyder det fra butiksbestyreren Else hos NY FORM i Hirtshals.
Til indsamlingen i lørdags fik NY FORM desuden designet og produceret en t-shirt til kædens personale. De har oplevet massiv efterspørgsel på denne t-shirt, og derfor har kæden valgt at sætte den i produktion. T-shirten kan således nu købes på webshoppen. T-shirten koster 150 kroner, og hele beløbet går ubeskåret til Røde Kors og ofrene for krigen i Ukraine.