Hjørring Kommune har allerede hundemark- og skov flere steder, men gennem flere år har adskillige hundeejere i Hjørring midtby efterspurgt muligheden for et areal, hvor hunde kunne få lov til at løbe frit og lege.
I forbindelse med sidste års budgetforhandlinger eniges forligskredsen om at undersøge muligheden for at udlægge et areal centralt i Hjørring til hundemark.
Tirsdag behandlede Teknik- og Miljøudvalget mulige placeringer og de indkomne høringssvar. Det blev besluttet, at der etableres hundemark i Folkeparken nord for soppedammen.

Klimek (S): Stor efterspørgsel og overskuelig økonomi
Socialdemokratiets 2. viceborgmester, Thomas Klimek (S), glæder sig over, at man efter adskillige år har fundet en løsning og dermed tilbud til de mange borgere, der har hund i Hjørring midtby.
”Det har været et ønske i flere år, som faktisk er dukket op hvert år. Nu lykkedes det så. Der er gode hundearealer flere steder i Hjørring, bl.a. i Højene og Bagterp, men ikke centralt i midtbyen, hvor relativt mange også har hund. Borgere har efterspurgt et areal, hvor deres hunde kan tumle og løbe mere frit. Det synes jeg, at der leveres på nu,” udtaler Klimek (S).

Den socialdemokratiske viceborgmester finder placeringen ved Folkeparken ganske fornuftig.
”Det store areal ved den lille p-plads mellem soppedammen og banen har egentlig bare ligget træls hen i mange år, men nu bliver det et sted med dyrevelfærd og glæde. Der er stier fra nærmest alle verdenshjørner til den kommende hundemark, så det er meget let at komme til hundemarken til fods eller på cykel med sin hund. Derudover er det for en gang skyld en anlægsopgave, som økonomisk er overskuelig,” siger Thomas Klimek (S).


