”Selvfølgelig skal vi spise fra havet. Intet andet ville give mening. Men vi skal gøre det i samspil med havet og ikke i modspil. Vi skal elske havet, og det kommer 38 fisk til at hjælpe os med,” skriver Jesper Hansen fra Fiskerikajen i forordet til kogebogen 38 fisk.
Bogen kombinerer Mikkel Russel Jensens flotte fotografier og beskrivelserne fra medforfatter Jakob Due af fiskene med chefkokken fra The Pescatarian, Maximilian August Müllers opskrifter. Fiskerikajen leverer skånsom fanget fisk og skaldyr til landets bedste kokke.
38 fisk er nemlig lige præcis en kogebog. Der er en opskrift til hver fisk. Men det er også en hyldest til det liv, der findes i vores danske farvande, som vi bliver nødt til at passe bedre på. Hver af de 38 spisefisk fra de danske kyster og have sættes op på den piedestal, hvor de fortjener at stå, så de kan blive forstået, set og smagt. Mikkel Russel Jensen er af den klare overbevisning, at mere viden om fiskene og deres karakteristika vil gøre os til mere bevidste forbrugere, hvilket på sigt vil gavne vores havmiljø, så vi kan bevare de fine spisefisk, som Maximilian August Müller lærer os at tilberede. Også dem, vi måske ikke plejer at spise.

I 38 fisk findes der en QR-kode under beskrivelsen af den enkelte fisk. Når den scannes, kommer man direkte ind på fiskn.dk, der vil hjælpe os med at blive mere bevidste forbrugere. Her kan man læse mere om fisken, finde ud af, hvor og hvornår man kan fange den selv, hvor man kan købe fisk, der er skånsomt fanget eller hvor man kan finde en god restaurant, der har den på menukortet. Hjemmesiden lanceres i forbindelse med udgivelsen af bogen d. 16. august og vil løbende blivende opdateret med restauranter og fiskehandlere.
38 fisk er Mikkel Russel Jensens hyldest til de danske fisk. En hyldest, der skal få os alle til at passe bedre på havmiljøet og det liv, der findes der.
Fakta om bogen:
Titel: 38 fisk – en kogebog
Forfatter: Mikkel Russel Jensen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740699999
Sidetal: 188
Vejl. pris: 299,95 kr.
Udgivelsesdato: 16. august 2024


