Som nogle måske vil huske, lykkedes det sidste år Tornby Turistforening at samle penge til en renovering af trappen til Kanonudsigten takket være donationer fra Hirtshals Sparekasses Gavefond, NordEnergi ”Fonden” samt Enid Ingemanns Fond. Dertil kom et bidrag fra kommunens pulje til stier.
Entreprenør P. Johansen var villig til at påtage sig opgaven, og mens vi nu her i det halvkolde vejr går og drømmer om sol og sommer, er hans folk i denne uge begyndt på renoveringen.
I første omgang med at fjerne resterne af den gamle trappe. Arbejdet kommer til at vare et par uger og fortovet omkring trappen er afspærret.
Så godt, at det ikke er højsæson nu. Til gengæld kan alle, når den kommer, kunne glæde sig over den smukke udsigt fra Kanonudsigten.
Foto: Sara Munch.