Martec Skagens personale kunne ønske stort tillykke til ikke færre end 38 dimittender. Martecs ledelse og ansatte er meget stolte over, at mange ønsker en uddannelse på toppen af Danmark. Der er masser af hav, så her føler man sig hjemme. Det styrker Det blå Danmark.
– Vi håber, at mange vil vende tilbage for at tage eksamen til sætteskipper eller skibsfører senere, siger forstander Anders Andersen.
Af lokale dimittender er der sætteskipper Johnny Kjærsgaard Nielsen fra Hirtshals, kystskipper Peter Hansen fra Hirtshals, kystskipper Henrik Andersen fra Bindslev, kystskipper og sætteskipper Daniel Dyrskjøt Bork fra Hirtshals, kystskipper Paw Thisted Møller fra Løkken, fiskeskipper af 1. grad Thomas Ørligur Larsen fra Hirtshals, skibsfører Farid Rasuli fra Hjørring og skibsfører Eydstein Vagfjall.
Forstanderens tale til dimittenderne
Velkommen til alle
Et stort og hjerteligt tillykke til alle I som sidder på stolene. Og selvfølgelig også tillykke til dem er allerede er taget hjem eller på arbejde. 38 eksamensbeviser har vi udstedt dette semester og en del af jer er allerede ude og bruge beføjelserne.
Tillykke til jeres pårørende, der sikkert har måtte lide sammen med jer under hele eksamenstiden.
Nu er vi på vej ind i juli måned, tiden går stærkt, det har I uden tvivl også oplevet, mens I har gået på skolen. Der er hele tiden nye og spændende udfordringer, der skal løses og en af de udfordringer har I nu overstået og I kan være stolte af jeres eksamen.
At gå i skole indebærer en del teori og ikke alt har I kunne se meningen med, men summen af lærdommen blandet med jeres erfaring vil ligge som en uvurderlig ballast, når i skal ud og udøve erhvervet, og jeg er helt overbevist om, at I i hvert fald ikke er i tvivl om hvilken betydning ordet ballast kan have.
I har lært at lære, at deltage og at stille krav til jer selv og andre. Egenskaber I skal bruge når I skal ud og anvende jeres nyerhvervede kompetencer. Det er en lederuddannelse i har taget. I skal ud og lede andre, have ansvaret for andre og der er karakterer og teori ikke nok. Der skal der bruges menneskelighed og indsigt i egen formåen.
I har også lært samarbejde, tilpasning og forståelse for det fælles mål og det er en meget nødvendig del af jobbet til søs og derfor også et mål i mange af de fag og opgaver i har haft.
Når I kommer ud og måske skal have ansvaret for at sejle skibet for første gang eller i hvert fald i en anden stilling, end den i kender, så husk, at det ikke er dårligt sømandsskab at spørge, ingen skibe og ingen ruter er ens og uanset alverdens ISM, vil der være mange spørgsmål at stille, gør det, det er en kæmpestor evne, at turde spørge om råd. Spørg også rigtig gerne os på skolen.
Uddannelsen forandrer sig meget i disse år og vi skal som skole tilpasse os den verden, der findes uden for skolemurene. Vi, lytter til erhvervet, men også til jer studerende, vi prøver at tilpasse uddannelsesforløbet, så flest mulig har mulighed for at dygtiggøre sig. Den mulighed har vi blandt andet fået med mulighed for on-line undervisning. Men I er vigtige kritikere og det vil være guld værd for os og uddannelsen, hvis I vil være med til at være ”advisory board” for Martec Skagen. Godt nok har vi bekendtgørelser at overholde, men det er jeres og redernes input, der skal bruges til at lave bekendtgørelserne.
Der er brug for jer i den maritime verden og en af de ting, der skal sælge danske navigatører, er at teorien er i orden, men mest af alt, at man kan tænke selv og aktivt være med til at skabe en god og sikker arbejdsplads.
Det har jeg en tro på, at jeres uddannelse har sat jer i stand til.
Og til sidst: Husk at føre uddannelsesbog, husk at registrere sejltid og husk at søge om sønæringsbevis.
Stort TILLYKKE.